Officielt: Nico González skifter til Manchester City
FCBARCELONA.DK - 04.02.25
Sent mandag aften offentliggjorde Manchester City signingen af den tidligere Barca-spiller Nico González. Englænderne betaler 60 millioner euro for midtbanespilleren, hvoraf næsten 21 millioner går direkte til Barca.
I sommeren 2023 solgte Barca Nico González til portugisiske FC Porto for 8,5 millioner euro. Med i aftalen sikrede catalanerne sig en videresalgsklausul på 40% af differencen mellem en fremtidig salgspris og de 8,5 millioner euro, som Porto betalte.
Mandag aften købte Manchester City så Nico González for 60 millioner euro fra FC Porto. Det betyder, at Barca modtager 40% af 51,5 millioner euro, som er forskellen på den nye salgspris og hvad Porto betalte i 2023. Med andre ord modtager Barca 20,6 millioner euro.
Med salget i 2023 samt Manchester Citys signing af Nico González mandag betyder det, at Barca i alt har tjent 29,1 millioner euro på den spanske midtbanespiller, som lige er fyldt 23 år.
Nico González fik sin fodboldopdragelse på La Masia og spillede sig op gennem Barcas ungdomsrækker. Han fik dog aldrig den store succes på førsteholdet og efter et lejeophold i Valencia skiftede spanieren til Porto i 2023, hvor han blebv en af holdets store profiler på midtbanen. Nu går turen så til kriseramte Manchester City, hvor han får Pep Guardiola som træner.

// Nico González // Manchester City