FCBARCELONA.DK - 05.03.26
Valgnævnet i Barca offentliggjorde torsdag middag, at Joan Laporta og Víctor Font er de to kandidater til det kommende præsidentvalg den 15. marts. Marc Ciria kom akkurat ikke gennem nåleøjet efter valideringen af underskrifter.
Efter en intens proces står det nu klart, hvem der skal kæmpe om magten i FC Barcelona. Torsdag offentliggjorde klubben resultatet af valideringen af de indsamlede underskrifter, og her lykkedes det kun for den siddende præsident, Joan Laporta, og udfordreren fra 'Nosaltres', Víctor Font, at overstige det nødvendige krav på 2.337 gyldige støtteerklæringer.
Det blev en dramatisk afslutning for præsidentkandidat Marc Ciria og hans projekt 'Moviment 42'. Selvom han mandag indleverede 2.844 underskrifter, blev hele 21% af dem kasseret af Valgnævnet. Kravene til dokumentation er benhårde; hver stemmeseddel skal indeholde medlemsnummer, kode, underskrift og en gyldig kopi af medlemmets ID-kort.

