fbpx
Annonce

Officielt: Barca møder Elche i Trofeu Joan Gamper

FCBARCELONA.DK - 13.09.20

© Getty Images
// Gamper

Barca har i dag officielt bekræftet, at denne sæsons Trofeu Joan Gamper bliver et opgør mod ligaoprykkerne fra Elche. Opgøret spilles på Camp Nou på lørdag, selvom der ikke kan komme tilskuere ind.

Den bliver på lørdag kl. 19.00 at kampen mellem Barca og Elche spilles, et opgør hvor man spiller om Trofeu Joan Gamper pokalen. Der er tradition for, at netop Trofeu Joan Gamper indleder en ny sæson.

Normalt er der lagt op til fest på Camp Nou når Trofeu Joan Gamper spilles, for såvel træner som anfører holder taler for det altid godt fyldte stadion. Denne gang gør coronasituationen dog, at kampen må spilles uden tilskuere. Det forventes dog alligevel, at Koeman og Messi tager mikrofonen og taler til dem der følger med på TV.

Oftest er det en modstander af internationalt format der inviteres til Gamper-opgøret, men denne gang er valget faldet på ligaoprykkerne fra Elche. Det skyldes praktiske forhold, for det er svært at finde en modstander med så kort varsel, samtidig med, at der ikke er den store økonomi i kampen uden tilskuere.

Sidste år var det Arsenal der var modstanderen, hvor ovennævnte foto er fra, et opgør som Barca vandt med 2-1 på en sidste minuts scoring af Luis Suárez.

Barca spiller sine to første træningskampe, mod Nàstic i går og Girona på onsdag, på B-holdets bane Estadi Johan Cruyff, men Trofeu Joan Gamper bliver altså spillet på Camp Nou. Det sker for både at danne den traditionelle ramme om kampen, men også så spillerne får lidt føling med hjemmebanen, inden at Villarreal kommer forbi en uge senere til første opgave i La Liga.

.:FORSIDE:.