Ny Barca-trøje sælges i Saudi-Arabien før tid
FCBARCELONA.DK - 18.06.26
Selvom Barcas nye hjemmebanetrøje for næste sæson først lander officielt i butikkerne i starten af juli, er den allerede nu dukket op på fjernere himmelstrøg. Trøjen er nemlig blevet spottet til salg i en Nike Store i Saudi-Arabien.
Det uventede tyvstart på salget har fundet sted i storbyen Jeddah - en by, der tidligere har lagt græs til tre udgaver af den spanske Supercopa, hvoraf Barca vandt de to. Her kan man allerede nu købe den nye trøje i den officielle Nike-butik, som af ukendte årsager har sat trøjen i salg.
Det nye design for sæsonen 2026/27 byder på en flydende overgang mellem de klassiske blårøde nuancer, hvilket minder en del om det populære design, som holdet bar i 2022/23-sæsonen. At klubben og Nike har valgt at vente med det officielle, globale startskud til begyndelsen af juli, skyldes en helt bevidst og yderst succesfuld kommerciel strategi.
Artiklen fortsætter under billedet

Den nuværende trøje sælger nemlig stadig som varmt brød. Ifølge prognoser fra klubben er efterspørgslen enorm på både webshoppen og i de fysiske butikker. Det skyldes naturligvis holdets flotte mesterskab og Supercopa-triumf, samt kvindeholdets historiske fire titler, som har givet fansene lyst til at sikre sig den nuværende trøje som et evigt minde om en guldrandret sæson.
Mens andre europæiske storklubber allerede har spillet i deres nye dragter, væbner Barca sig altså med strategisk tålmodighed. Når den nye hjemmebanetrøje er lanceret i starten af juli, følger næste kapitel i slutningen af måneden. Her vil klubben præsentere en sort og lilla udebanetrøje, som bliver en del af en helt særlig kollektion inspireret af basketball-legenden Kobe Bryant. Tredjetrøjen, der bliver tyrkisgrøn, forventes at ramme gaden i anden halvdel af august.
Når det kommer til spillertryk på ryggen, er der absolut ingen tvivl om, hvem fansene helst vil repræsentere. Det unge fænomen Lamine Yamal topper suverænt salgslisterne i øjeblikket. Han skarpt efterfulgt af midtbaneikonerne Gavi og Pedri samt Raphinha - og sågar Robert Lewandowski, hvis trøjer fortsat er i høj kurs blandt de catalanske tilhængere, selvom den polske målmager har taget afsked med klubben.

// Trøjer