Nu begynder nedtællingen til Champions League
FCBARCELONA.DK - 15.09.25
Barca leverede en overbevisende præstation mod Valencia i første kamp efter landskampspausen. Det var en perfekt optakt til torsdagens opgave ude mod Newcastle, et opgør der skyder Champions League i gang.
Søndagens 6-0 sejr giver et godt rygstød til holdets debut i denne sæsons Champions League ligafase, hvor holdet skal en tur til Newcastle. Nu begynder nedtællingen til den vigtige kamp, hvor det gælder om at komme godt fra start i den prestigefyldte turnering.
Artiklen fortsætter under annoncen
Sidste sæson lagde Barca ud med et nederlag, da de tabte til Monaco, efter at være kommet i undertal. Det skabte et ekstra pres på holdet i de efterfølgende kampe og det vil Hansi Flick helt sikkert gerne undgå.
Barca-træneren kan glæde sig over, at han har nogle ekstra dage til at forberede holdet i. De første kampe i ligafasen spilles allerede i morgen, mens Barcas kamp i Newcastle først er programsat til torsdag aften. Dermed har Flick gode vilkår i sine forberedelser.
Det helt store spørgsmål er om Frenkie de Jong og Lamine Yamal bliver klar til opgøret. De er begge småskadet og dermed tvivlsomme til kampen, hvor Balde og Gavi på forhånd er afskrevet på grund af skader.
Der er ingen tvivl om, at Champions League er sæsonens helt store mål, efter at holdet i sidste sæson måtte se sig elimineret i semifinalen. Alt sættes ind for at gå hele vejen og første skridt skal tages på torsdag i Newcastle.
© Getty Images// Champions League