Neymars værdi på markedet er faldet markant

Rune Stentoft Arlbjørn - 18.06.19

© Getty Images

Siden skiftet til PSG for snart to år siden for 222 mio. euro, hvor Neymar selv købte sig fri, er hans værdi på transfermarkedet faldet markant. Det bliver måske en fordel for Barca i forhandlingerne om at hente ham tilbage til Barcelona.

I starten af august i sommeren 2017 købte Neymar sig selv fri af kontrakten med Barca ved at lange 222 mio. euro over disken - sponsoreret af PSG. Den værdi er han ikke i nærheden af at have den dag i dag, hvis man spørger CIES Football Observatory.

Ifølge deres beregninger, der normalt regnes for meget troværdige og præcise, mener de, at Neymars værdi på markedet er faldet helt ned til - og hold nu fast - 124,7 mio. euro! Det gør ham til den 17. mest værdifulde spiller i verden ifølge CIES.

Siden skiftet til PSG er brasilianerens værdi bare fortsat med at falde. Der er næsten tale en om halvering af Neymars værdi på to år. Det er der flere årsager til ifølge CIES. Selvom at han har leveret godt på banen har han været meget plaget af skader ligesom sager uden for kridtstregerne også har haft stor betydning. Det er nogle af de væsentligste årsager til forringelsen af værdien.

Et andet velkendt og normalt troværdigt medie, Transfermarkt, mener også, at Neymars værdi er faldet. Forringelsen er dog ikke lige så stor som hos CIES, da de mener, at hans værdi ligger på 180 mio. euro, men det er stadig et stort fald fra de 222 mio. euro.

Når alt kommer til alt kan man ikke rigtig bruge værdiansætterlserne fra CIES og Transfermarkt til så meget, da det i sidste ende er forhandlingerne mellem Barca og PSG, som vil afgøre den endelige pris på brasilianeren. Flere spillere kan også blive inkluderet i handlen, hvilket kan påvirke værdien og prisen. Men værdiansættelserne er måske mere et godt fingerpeg hen mod, hvor en pris kan ende på.

.:FORSIDE:.