Neto gjorde det bedst af debutanterne

FCBARCELONA.DK - 23.07.19

Barcas tre nye spillere, Neto, De Jong og Griezmann kom alle i aktion for første gang i Barca-trøjen, da Barca i dag tabte 1-2 til Chelsea. Af de tre var det Neto der slap bedst fra den uofficielle debut.

Mange fans så frem til at se Barcas tre nye spillere i aktion, da holdet i dag tog hul på den nye sæson med den første træningskamp, der blev spillet mod Chelsea i Tokyo.

Griezmann var den eneste af de tre der startede inde. Han spillede de første 45 minutter, hvor han ikke gjorde det store væsen af sig. Han forsøgte at gå med i spillet, men var hæmmet af, at den catalanske offensiv ikke rigtig fungerede. Det var derfor ikke meget man så til ham i hans uofficielle debut.

Neto og De Jong kom begge på banen fra anden halvlegs start og de slap bedre fra opgøret end Griezmann. Neto viste sig flot frem med et par vigtige redninger, ligesom han også var god med fødderne, som det er et krav for en keeper i Barca.

Brasilianeren kunne ikke klandres for Chelseas 0-2 scoring 10 minutter før tid og han kunne være godt tilfreds med sin indsats.

De Jong gjorde det også udmærket. Han gjorde sig hele tiden spilbar og slap for det meste godt af med bolden. Førstgangspasninger og boldsikkerhed prægede hans spil, men rent offensivt skabte han ikke meget. Samtidig forsvandt han lidt ud af kampen som tiden gik.

Dermed var det Neto der slap bedst fra den første opgave af de tre nye i truppen.

.:FORSIDE:.