Møde mellem Gavi og Vinicius kan antænde El Clásico
FCBARCELONA.DK - 10.01.25
Søndag aften venter der et brag af en finale, når Barca og Real Madrid skal afgøre supercuppen mellem sig. Her bliver det sandsynligvis også til et møde mellem de temperamentsfulde Gavi og Vinicius, og det kan antænde finalen.
Gavi spillede sin bedste kamp indtil nu efter hans lange skadespause, da Barca i onsdags besejrede Athletic Club Bilbao med 2-0 i supercuppens ene semifinale. Her scorede Gavi det første mål og lagde op til det andet, som Lamine Yamal satte ind.
Artiklen fortsætter under annoncen
Dermed ligner det et genvalg af den temperamentsfulde midtbanespiller til søndagens finale og det vil i givet fald betyde en konfrontation med Real Madrids Vinicius Junior, der er berygtet for sine konstante provokationer og ukontrollerbare temperament.
Vinicius er netop blevet idømt to kampe karantæne i ligaen efter et overfald på Valencias målmand forleden og i semifinalen i supercuppen i går mod Mallorca, bragte han sig også i uheldigt fokus med provokationer og usportslig optræden.
Sådan opfører Gavi sig aldrig, men han er altid aggressiv og energisk i sit spil. Han giver aldrig op og giver alt i duellerne, og det er helt sikkert noget der kan få Vinicius til at miste besindelsen.
Derfor kan mødet mellem Gavi og Vinicius blive den gnist, der kan antænde finalen og gøre den ekstra dramatisk. De to havde også flere verbale og fysiske sammenstød, da Gavi spillede de sidste 45 minutter af El Clásico i oktober sidste år, hvor Barca vandt med 0-4 på Santiago Bernabeu.
© Imago// El Clásico // Supercup // Gavi // Vinicius