Messis atypiske sæsonstart

FCBARCELONA.DK - 14.08.19

I overmorgen skydes ligaen i gang og det bliver med stor sandsynlighed uden Leo Messi, der har haft en atypisk start på sæsonen. Han har ikke har trænet en eneste gang med holdkammeraterne endnu.

Hovedparten af Barcas spillere har været i gang en måned nu, men Messi har man intet set til. Hans deltagelse ved sommerens Copa América udskød hans tilbagevenden til starten af august og da han trænede allerførste gang, pådrog han sig straks en skade i højre lægmuskel.

Dermed røg turen til USA i vasken og Messi har i stedet modtaget behandlinger og forsøgt at træne fysikken så godt det nu var muligt hjemme i Barcelona.

Han var ikke at finde på træningsbanen i går og derfor tyder alt på, at han ikke spiller mod Bilbao fredag aften. Dermed bliver det tidligst weekenden efter, at han kan spille sine første minutter, når Barca søndag tager imod Betis.

Barca har spillet fem træningskampe uden Messi, hvor det egentlig er gået udmærket, men uden holdets absolutte midtpunkt. Holdet har altså ikke spillet med sin styrmand endnu, hvilket specielt er et handicap for nye spillere som Griezmann og De Jong.

Når Messi er blevet sin skade kvit, skal han først for alvor til at finde formen og det kommer til at tage nogle uger. Det kan ikke undgå at hæmme Barcas spil.

Barca med og uden Messi i topform er to helt forskellige ting og derfor er hans atypiske sæsonstart ingen god nyhed for holdet.

.:FORSIDE:.