Messi kan overgå selveste Pelé i næste sæson

FCBARCELONA.DK - 15.11.18

Med sine to scoringer mod Betis i søndags, er Messi oppe på 566 mål i Barca-trøjen. Det gør ham til den næstmest scorende spiller i samme klub nogensinde, kun overgået af legenden Pelé.

Messi har sat et hav af rekorder gennem karrieren og flere er helt sikkert på vej. En af de helt store er indenfor rækkevidde, nemlig rekorden som den mest scorende spiller for samme klub.

Med de to mål mod Betis overhalede Messi lige akkurat den tyske målmaskine Gerd Müller, der i sin karriere bombede 565 mål ind for Bayern München.

Nu kan Barca-spilleren så begynde at fokusere på førstepladsen der indehaves af Pelé. Han spillede utrolige 18 sæsoner for Santos og nåede i alt at score 643 mål i officielle kampe.

Messi har således stadig 77 mål op til rekorden, men det er på ingen måde urealistisk, at han kan nå den. Han har tidligere udtalt, at han ikke ser sig i andre klubber end Barca, og med sine 31 år, er der stadig en del sæsoner og mål tilbage i Messi.

Kigger man på de tidligere sæsoner, har Messi ofte scoret mere end 50 mål på en sæson, så det bliver ikke i denne sæson han når Pelé. Derimod er der gode chancer for, at det sker i den næste. I givet fald vil Messi nappe en af de helt store rekorder.

.:FORSIDE:.