Messi: 'Jeg troede Neymar ville ende i Madrid'

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 10.10.19

© Getty Images

I et interview erkendte Messi forleden, at han i sommer var overbevist om, at Neymar ville skifte til Real Madrid, hvis ikke Barca lukkede en aftale med angriberen. Argentineren kommenterede ligeledes Dembélés røde kort mod Sevilla.

Neymar lagde ingen fingre imellem, at han desperat ønskede at forlade PSG med øjeblikkelig varsel henover sommerens transfervindue. Her var Barca og Real Madrid hovedbejlerne til at løbe med brasilianerens underskrift. Messi indrømmer nu, at han var sikker på, at Real Madrid ville sikre sig PSG-stjernen, hvis ikke Barca slog til.

'Jeg troede virkelig, at Neymar ville tage til Real Madrid, hvis han ikke kom her til. Han ønskede i den grad at forlade Paris og gav udtryk for det. Jeg troede, at Florentino (Pérez, red.) og Real Madrid ville sætte alt ind for at underskrive en aftale med ham' lød det fra Messi, der aldrig har lagt skjul på, at han gerne så Neymar vende tilbage til Barcelona.

Barcas nummer 10 kom ligeledes ind på hele eskapaden omkring Dembélés røde kort i 4-0 sejren mod Sevilla. 'Det var svært at sige, fordi Dembélé normalt kæmper med at formulere sætninger (på spansk, red.), for så at sige noget så uomtvisteligt' udtalte argentineren og specificerede videre.

'Det overraskede os, at Mateu Lahoz hørte ham så klart og tydeligt, fordi han (Dembélé, red.) kæmper med at tale spansk' kom det fra en tydeligt skeptisk Messi, der da også kæmpede bragt for at forhindre den kontroversielle udvisning af Dembélé i kampens døende minutter.

.:FORSIDE:.