Messi efter skuffelse: 'Vi er såret'

Kristoffer Hanberg - 20.06.19

© Getty Images

Det var endnu en skuffelse for Argentina, da de med nød og næppe fik tilkæmpet sig et uafgjort resultat mod Paraguay efter en scoring af Lionel Messi. Efter kampen lagde argentineren ikke skjul på frustrationerne.

I et interview med ESPN blev Messi således spurgt ind til, hvilke følelser der gik igennem kroppen på ham i kølvandet på endnu en kamp for det argentinske landshold uden sejr.

'Det er frustrerende ikke at være i stand til at vinde kampe og dermed tage skridtet videre. Vi vidste, at det ville blive svært, og vi er stadig i gang med at finde frem til idealopstillingen for derved at vokse som hold' kom det fra en slagen Messi.

'Vi er såret. Vi har svært ved at vinde kampe, og i dag var en god mulighed for at lave om på det. Vi ved, at vi nu er tvunget til at vinde den sidste gruppekamp, hvis vi vil videre fra gruppespillet' udtalte den argentinske landsholdsanfører, inden han satte ord på chancerne for videre kvalifikation.

'Vi kommer til at spille for vores liv i den sidste kamp. Det ville være helt vildt, hvis vi ikke kan komme videre fra gruppespillet, når der højst sandsynligt er tre hold, som går videre fra gruppen. Jeg er sikker på, at vi kan gøre det'.

Lionel Messi og co. spiller den afgørende og sidste gruppekamp på søndag, når man kl. 21 dansk tid skal op imod Qatar.

.:FORSIDE:.