Messi deler mad ud til hjemløse i hjembyen

FCBARCELONA.DK - 10.07.19

© Getty Images

Argentina lider i øjeblikket under den mest ekstreme kulde set på denne tid af året de sidste 30 år. Det har fået Lionel Messi i arbejdstøjet og sammen med sin bror tilbyder han nu de hjemløse i hjembyen Rosario i varmt måltid mad hver eneste dag.

At Lionel Messi er verdens bedste på fodboldbanen er der ikke den store tvivl om, men argentineren gør også sit bedste for at være et godt menneske udenfor banen. Det er der i øjeblikket et godt eksempel på i hans argentinske hjemby, Rosario.

Argentina kæmper i øjeblikket med særdeles kolde temperaturer, da de er blevet ramt af den koldeste polarluft i 30 år. Det har især sat de hjemløse argentinere under pres og i en farlig situation, når temperaturen om aftenen og natten nærmer sig frysepunktet.

Lionel Messi har derfor sammen med sin bror og sin hjælpeorganisation startet et initiativ, hvor man i Messis brors restaurant i Rosario hver eneste dag tilbyder de hjemløse et varmt måltid mad, noget at drikke og ly for den bidende kulde. Det sker hver aften fra klokken 19 til 21 og vil fortsætte helt frem til den 19. juli.

Messi befinder sig i øjeblikket i Argentina, hvor han holder sommerferie, og her har han altså personligt involveret sig i hjælpen til de hjemløse gennem sin hjælpeoranisation, Fundación Leo Messi.

.:FORSIDE:.