Medier: Overbelastet Yamal returnerer til Barcelona
FCBARCELONA.DK - 13.10.24
Flere medier melder samstemmende om, at Lamine Yamal med stor sandsynlig sendes hjem fra den spanske landsholdslejr i dag. Årsagen er en overbelastning af en lårmuskel, uden at der er tale om en egentlig skade.
Lamine Yamal har spillet alle kampe denne sæson og det sætter sine spor. Det blev ikke bedre af, at de danske spillere i går gik hårdt til Barca-angriberen, da Spanien besejrede Danmark med 1-0 i Murcia.
Artiklen fortsætter under annoncen
Nu melder flere medier, blandt dem de catalanske Sport og Mundo Deportivo, at de spanske landsholdslæger frygter for angriberens tilstand. Yamal føler angiveligt ubehag i det ene baglår og lægerne vurderer, at der er tale om overbelastningssymptomer.
Derfor ventes Yamal at returnere til Barcelona allerede i dag, så han kan modtage behandlinger hjemme i den catalanske hovedstad. Dermed går han glip af tirsdagens kamp mod Serbien.
Hansi Flick vil helt sikkert være godt tilfreds med, at Yamal spares mod Serbien, da konsekvensen ellers kunne blive endnu en skade i den i forvejen skadesplagede trup. Spørgsmålet er så, om Yamal kan spille på søndag mod Sevilla, eller om hans spares til midtugekampen mod Bayern München.
© Imago// Lamine Yamal