Medier: Nu vil Barca have Neymar på banen

FCBARCELONA.DK - 22.08.19

© Getty Images

Der er blevet skrevet side op og side ned om Neymar denne sommer, men hovedpersonen selv har indtil videre været tavs. Nu melder catalanske og spanske medier, at Barca kræver en officiel udmelding fra brasilianeren om, at han vil til Barca.

Det er blandt andet avisen Mundo Deportivo og programmet El Chiringuito de Jugones, som torsdag meddeler, at Barca i øjeblikket er i vanskeligheder i forhold til forhandlingerne med PSG om Neymar. Den franske klub gør nemlig alt i sin magt for at forhindre Neymars skifte tilbage til Barca og franskmændene foretrækker at sælge angriberen til Real Madrid.

Ledelsen på Camp Nou skulle være overbevist om, at kun en enkelt ting kan få en handel til at lykkes. Her skulle være tale om en officiel udmelding fra Neymar, som offentligt skal tilkendegive, at han vil tilbage til Barcelona. I Barca er man sikre på, at PSG vil bløde op, hvis Neymar kommer med denne udtalelse.

El Chiringuito de Jugones meddeler ydermere, at Neymar fortsat selv vil til Barca. De betegner det som om, at brasilianeren vil 99% til Barca og 1% til Real Madrid. Årsagen til, at Neymar ikke har udtalt offentligt, at han vil tilbage til Barca, skulle være, at han er bange for at lukke døren for Real Madrid, hvis PSG afviser en aftale med catalanerne. Neymar vil nemlig for alt i verden ikke blive i Paris et år mere.

I Barca skulle man dog nu have meddelt Neymar, at hvis der skal være nogen chance for, at han får sit ønske opfyldt om et comeback i Barca, så skal han offentligt melde ud, at han kun vil tilbage til Camp Nou. Barcas scout i Sydmerika, André Curry, som var med til at hente Neymar til Barca i 2013 og som stadig er meget tæt på brasilianeren, forsøger i øjeblikket at overtale angriberen til at tale offfentligt.

El Chiringuito de Jugones meddeler, at Barca ser en handel som næsten umulig, med mindre, at Neymar offentligt bekræfter sit ønske om at vende hjem til Barca.

.:FORSIDE:.