Medier: Nico González sender 24 mio. euro til Barca
FCBARCELONA.DK - 03.02.25
// Nico González
Alt tyder efterhånden på, at der meget snart tikker 24 mio. euro ind på kontoen hos Barca. En række medier melder samstemmende, at Manchester City henter Nico González i Porto for 60 mio. euro, hvor Barca skal have de 40%.
Transferjorunalisten Fabrizio Romano fortæller, at Nico står med det ene ben i Manchester City, der betaler hans frikøbsklausul på 60 mio. euro. City-træner Pep Guardiola ønsker at forstærke sin defensive midtbane i fraværet af den langtidsskadede Rodri.
Nyheden bakkes blandt andet op af aviserne Sport og Mundo Deportivo der beretter, at Nico med Portos tilladelse er rejst til Manchester, for at få de sidste detaljer på plads inden transfervinduet lukker ved midnat.
Barca solgte Nico til Porto i sommeren 2023 og dengang sikrede man sig retten til 40% af et eventuelt videresalg. Med en pris på 60 mio. euro, lander der altså snart 24 mio. euro ind på klubbens bankkonto, et beløb der luner gevaldigt her på transfervinduets sidste dag.
Porto må modvilligt slippe Nico, men de kan finde trøst i en god fortjeneste. De betalte 8,4 mio. euro til Barca for halvandet år siden og får nu 36 mio. euro af transfersummen.
© Getty Images