Medier: De Ligt tvivler på skifte til Barca

FCBARCELONA.DK - 15.05.19

© Getty Images

Selvom at de fleste medier i flere uger har slået fast, at Matthijs de Ligt er særdeles tæt på et skifte til Barca, så skulle hollænderen nu begynde at tvivle en smule på, om et skifte til Camp Nou er det rigtige for hans karriere.

Barca skulle både have forhandlet med Ajax og med De Ligt selv, hvor alt næsten skulle være på plads. Men med forsvarsspillerens fantastiske præstationer i Champions League og den enorme interesse for andre storklubber i Europa, skulle De Ligt nu genoverveje, om Barca er den rigtig klub.

Årsagerne skulle for det første være, at De Ligt vil være sikker på at få fast spilletid. Når man ser på det centrale forsvar i Barca finder man allerede profilerede navne som Piqué, Lenglet og Umtiti, og det kan derfor være svært at se, hvor der er plads til hollænderen.

Derudover skulle de største klubber i Europa have meldt sig på banen med meget stærke økonomiske tilbud, som er blevet skruet endnu mere op efter De Ligts flotte præstationer for Ajax i Champions League. De Ligt ønsker derfor angiveligt nu at se hvad de andre klubber kan tilbyde og holde det op mod Barcas tilbud.

Både aviserne Sport og Mundo Deportivo meddeler, at De Ligt i lang tid har ønsket at skifte til Barca og også ønsker at følge med sin gode ven, Frenkie de Jong. Begge aviser meddeler dog også, at der er sket en ændring de seneste dage, hvor De Ligt nu er begyndt at genoverveje sin beslutning.

.:FORSIDE:.