fbpx

Medie: Nico Williams har afvist Real Madrid

Aamer Al-Khatib - 18.06.25

 


Barca nærmer sig Nico Williams, og nu er endnu et opsigtsvækkende element til historien tilføjet. Den 22-årige stjernespiller har angiveligt sagt nej til et konkret tilbud fra Real Madrid og ønsker kun et klubskifte til catalanerne.

Det er nærmest alle ugens dage, at Nico Williams er at finde i de catalanske og spanske medier. Nu kan den normalt meget troværdige radiostation Catalunya Radio berette, at Real Madrid har udtrykt seriøs interesse i den spanske landsholdsspiller og endda var villige til at betale hans frikøbsklausul på 58 mio. euro. Men Nico Williams afviste tilbuddet med besked om, at hvis han skulle skifte klub i La Liga, ville det kun blive til Barca.

Det er endnu et tegn på, hvor langt Barca er nået i deres jagt på Athletic Club Bilbaos profil. Interessen fra Premier League-klubber som Arsenal og Chelsea – samt Bayern München – er fortsat reel, men Nico Williams ser ud til at foretrække Camp Nou frem for ethvert andet sted.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Barca er samtidig ifølge flere medier klar til at gøre, hvad de kan for at få aftalen i hus – trods de økonomiske begrænsninger. Spilleren har et stærkt forhold til flere Barca-profiler, særligt Lamine Yamal, som han også danner makkerpar med på det spanske landshold.

Nico Williams har i årenes løb cementeret sig som en nøglespiller i både La Liga og det spanske landshold. Hans fart, dribleevner og arbejdsindsats har gjort ham til en ideel profil til Hansi Flicks nye projekt.

Mens Real Madrid altså må se sig afvist, tyder alt på, at vejen nu er banet for Barca. Den store udfordring bliver dog stadig at få økonomien til at gå op – men med spilleren selv på holdet, ser tingene mere og mere realistiske ud.

// Nico Williams
.:FORSIDE:.