Medie: Messi talte med Valverde om Malcom

FCBARCELONA.DK - 09.11.18

Det er ikke mange som forstår, hvorfor Malcom er blevet forbigået af Valverde i denne sæson. En af dem skulle være Messi, som i starten af ugen valgte at tage en snak med Valverde om brasilianerens situation.

Malcom har fået en særdeles vanskelig start på tilværelsen på Camp Nou, hvor det næsten ikke er blevet til noget spilletid og hvor han gang på gang er blevet sorteret fra den catalanske trup.

Ikke mange har kunne forstå Ernesto Valverdes gentagende fravalg af Malcom og en af dem skulle være Barca-kaptajn Lionel Messi. Han skulle derfor i starten af ugen have taget en snak med Valverde og spurgt til, om der var noget galt med Malcom siden, at han ikke får spilletid.

Valverde skulle have forklaret Messi, at der intet er galt med Malcom, men at beslutningen udelukkende er blevet taget af taktiske årsager. Om snakken med Messi påvirkede Valverde vides ikke, men Malcom blev efterfølgende udtaget til kampen mod Inter, hvor han som bekendt blev sendt på banen i anden halvleg og scorede et flot mål i sin første aktion.

Med Coutinho skadet og Dembélé, som ikke har trænet med i to dage, kan Malcom dog meget vel igen få spilletid i søndagens ligakamp, hvor Barca tager imod Betis på Camp Nou.


.:FORSIDE:.