Medie: Frenkie de Jong skifter til Barca

FCBARCELONA.DK - 23.01.19

© Getty Images

Transfersagaen om Frenkie de Jong tog sent tirsdag aften en ny dramatisk drejning. En af de mest troværdige journalister fra Catalunya Radio meddeler, at Frenkie de Jong har besluttet sig for at skifte til Barca.

Det har været noget af en rutsjebanetur at følge med i rygterne om Frenkie de Jongs fremtid. For få dage siden meddelte adskillige medier, at hollænderen skulle have besluttet sig for at skifte til PSG, men få dage senere rejste præsident Bartomeu og Eric Abidal til Amsterdam, hvor man mødtes med De Jong og hans agent.

Dette møde skulle have båret frugt, for sent tirsdag aften meddeler journalisten Oriol Domenech fra radiostationen Catalunya Radio, at Frenkie de Jong har taget en endelig beslutning om at skifte til Barca og at hans agent har meddelt dette til PSG og Manchester City.

Derudover meddeler Catalunya Radio, at Barca planlægger at sende præsident Bartomeu af sted til Amsterdam med det samme for at lukke og underskrive aftalen med både De Jong og Ajax. Barca må angiveligt betale minimum 75 mio. euro for De Jong. De hollandske avis De Telegraff meddeler, at Ajax og Barca skulle være nået til enighed om en pris på 90 mio. euro.

Selvom Catalunya Radio og journalisten Oriol Domenech må betragtes som en af de absolut mest troværdige kilder når det gælder Barca, så kan man efterhånden ikke vide sig sikker på noget før, at De Jongs klubskifte er officielt bekræftet fra enten Barca eller Ajax. Hollænderens fremtid har i medierne bølget frem og tilbage adskilige gange - nu håber de catalanske tilhængere, at dette var sidste gang.

.:FORSIDE:.