Fati er Spaniens mest værdifulde spiller

Jacob Møller Nielsen - 23.11.20

© Getty Images

Det tyske webmedie Transfermarkt.com laver løbende opdateringer på spillertransfers og spillerværdier. Ifølge mediet er Barcelonas 17-årige supertalent Ansu Fati Spaniens mest værdifulde spiller foran andre prominente navne.

Da Ansu Fati som 16-årig debuterede for Barcelona, var der nok ingen, som havde regnet med, at den unge spanier ville tage klubbens førstehold med storm. Ikke engang en kamp for B-holdet var det blevet til, før han satte sit præg på Barcas bedste mandskab.

I lørdags tog den unge Fati da også en flot andenplads ved Golden Boy-kåringen, hvor han kun måtte se sig overgået af den 20-årige norske målmaskine Erling Haaland. Det gjorde han på trods af hård konkurrence i Barcas angreb og den slemme knæskade, som Fati p.t. sidder ude med.

Ikke desto mindre har Fatis præstationer det seneste år fået hans markedsværdi til at stige voldsomt. Transfermarkt vurderer Fatis markedsværdi til at være på 80 millioner euro, og det er den højeste værdi for alle Spaniens spillere.

Barcas unge komet overgår prominente navne som Atleticos Saul og Koke, Manchester Citys Ferran Torres og Rodri, samt den tidligere Barca-spiller Thiago Alcantara. Det er altså noget af en bedrift, som den blot 17-årige Barca-spiller har gang i, og fortsætter han sit gode spil, når han vender tilbage fra skaden, så kan man nok godt regne med, at værdien inden længe vil være højere endnu.

Nævneværdigt er det også, at man i top-10-listen fra Transfermarkt ikke finder én eneste spiller fra Real Madrid, mens Barca kun har Fati med. Det taler sit tydelige sprog om de to klubbers tvivlsomme succes med spillere fra egne rækker, som de ellers tidligere begge har haft stor succes med.

Den fulde top-10-liste over Spaniens spillere med højest markedsværdi lyder som følger:
1. Ansu Fati, Barcelona, 80 millioner euro
2. Saul Niguez, Atletico Madrid, 70 millioner euro
3. Rodri, Manchester City, 64 millioner euro
4. Mikel Oyarzabal, Real Sociedad, 60 millioner euro
5. Koke, Atletico Madrid, 60 millioner euro
6. Fabian Ruiz, Napoli, 50 millioner euro
7. Luis Alberto, Lazio, 50 millioner euro
8. Thiago Alcantara, Liverpool, 48 millioner euro
9. Ferran Torres, Manchester City, 45 millioner euro
10. Alvaro Morata, Juventus, 40 millioner euro

 

.:FORSIDE:.