fbpx
Annonce

Avis: Barca vil sælge Coutinho i vinterpausen

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 18.12.20

© Getty Images
// Philippe Coutinho

Den catalanske avis Diario Ara meddeler fredag, at Barca ønsker at sælge Philippe Coutinho inden præsidentvalget den 24. januar. Klubbens haltende økonomi er blandt hovedargumenterne for et vintersalg.

Økonomien i Barca har bestemt set bedre dage. Corona-pandemien har sat en brat stopper for klubbens indtægter, alt imens holdet kæmper med at finde ind til sit vante niveua. FC Barcelonas midlertidige præsident, Carles Tusquets, ser angiveligt derfor ingen anden løsning, end at lette lønbudgettet yderligere i form af et spillersalg, trods førsteholdstruppens nylige lønreduktion.

Her kommer Philippe Coutinho ind i billedet. Brasilianeren befinder sig nemlig blandt holdets absolut bedst betalte profiler, men halter fortsat med at retfærdiggøre dette på banen. Coutinho lagde ellers lovende fra land i starten af sæsonen, hvor han agerede offensiv spilfordeler centralt i banen.

En skade satte dog en midlertidig stopper for udviklingen, og siden da har der været længere og længere mellem snapsene. Coutinho er ikke længere indiskutabel i startopstillingen og er på det seneste blevet flyttet mere ud på kanten, hvilket ikke har klædt hans spil.

Ifølge Diario Ara kan den tidligere Liverpool-profil derfor meget vel stå for skud, når vinterens transfervindue indtræder. Her er ledelsens håb, at man modtager et tilstrækkeligt bud på brasilianeren og således både kan frigøre plads i lønbudgettet og skaffe økonomiske midler til at hente en ny, central forsvarsspiller eller angriber.

 

.:FORSIDE:.