fbpx
Annonce

Medie: Abidal er i Doha for at tale med Xavi

FCBARCELONA.DK - 10.01.20

© Getty Images
// Xavi // Abidal

Alt imens rygterne om en fyring af Ernesto Valverde for alvor tog fart efter supercup-nederlaget mod Atlético, rapporteres der om at sportschef Eric Abidal er rejst til Qatar for at mødes med Xavi Hernández.

Måske der er et overraskende trænerskifte på vej, måske allerede her i januar, men nok mere sandsynligt til sommer. Radiostationen RAC1 melder nemlig, at Eric Abidal rejst fra Jeddah i Saudi Arabien til Qatar, hvor han skal mødes med Xavi i Doha.

Det kan være et tegn på, at Barca har Xavi i tankerne til trænersædet  i klubben, når den stærkt kritiserede Ernesto Valverde på et tidspunkt stopper. Mange gætter på, at det sker til sommer, men et tidligere stop kan ikke afvises.

Barca har bekræftet at Abidal er taget til Qatar, men deres forklaring er, at han skal mødes med Dembélé, der er i landet for at genoptræne. Det ligger dog fast, at turen til Doha ikke var programsat på forhånd, men blev besluttet efter at Barca røg ud af supercuppen. At Oscar Grau fra klubbens ledelse også er med i Doha, vidner om en vigtig tur, der næppe blot har til hensigt at hilse på Dembélé.

Barca er klar over at Valverde er meget upopulær hos en stor del af klubbens fans og derfor handler det om, at holdets næste træner har tilhængernes tillid. Det har Xavi uden diskussion, trods hans sparsomme erfaring som træner.

Alle forventer at Xavi bliver træner for Barca en dag, men næppe mange havde gættet på, at det allerede kunne blive nu. Om det bliver tilfældet, vil de kommende uger eller måneder vise.

.:FORSIDE:.