fbpx
Annonce

Mallorca virker chanceløse på Camp Nou

FCBARCELONA.DK - 07.12.19

© Getty Images
// Mallorca

Alt kan som bekendt ske i fodbold, men det vil på det nærmeste være en verdenssensation, hvis det skulle lykkes for oprykkerne fra Mallorca, at få noget med hjem fra aftenens opgør på Camp Nou. Her virker de på forhånd chanceløse.

Efter Barcas flotte og uhyre vigtige 0-1 sejr ude over Atlético Madrid i sidste weekend, er det en helt anderledes type opgave der venter catalanerne i aften, når oprykkerne fra ferieøen Mallorca lægger vejen forbi.

Et hurtigt kig på ligatabellen vidner om klasseforskel, for Barca topper som bekendt listen på en førsteplads, mens Mallorca med det yderste af fingerspidserne holder sig over nedrykningsstregen på en 17. plads.

Den store forskel ses tydeligt når man kigger på deres respektive hjemme- og udekampe. Her har Barca vundet samtlige sine seks hjemmekampe, mens Mallorca har tabt alle sine seks udekampe. Barcas målscore hjemme på Camp Nou er 25-7, mens Mallorcas er 3-14 på fremmed græs.

Samtidig er Barca det eneste hold i ligaen der har hentet maksimumpoint på hjemmebane, mens Mallorca er det eneste der ikke har fået point på udebane.

Det er derfor svært at se, hvordan der skal blive spænding om kampens udfald i aften. Barcas farligste modstander bliver helt sikkert dem selv, for de skal passe på med ikke at tage for let på opgaven.

.:FORSIDE:.