Mærket Raphinha lader op i sidste uge af ferien
Søren Wennerwald - 19.07.26
Om blot en uge stempler Raphinha ind igen i Ciutat Esportiva efter tre ugers ferie ovenpå Brasiliens skuffende VM. Det kom slet ikke til at gå som håbet for Barca-spilleren, der skal forsøge at få humøret tilbage igen.
Raphinha gik ind til VM med store forhåbninger og drømme, men slutrunden udviklede sig i stedet til et mareridt for Barca-profilen, både individuelt og kollektivt.
Allerede i anden gruppekamp pådrog Raphinha sig en lårskade, der forhindrede ham i at spille mere ved slutrunden. Fra bænken kunne han se sit hold ryge ud allerede i ottendedelsfinalen efter et fuldt fortjent nederlag mod Norge.
Artiklen fortsætter under annoncen
Kritikken er haglet ned over det brasilianske landshold i hjemlandet, og Raphinha har holdt sig tavs og ude af mediernes søgelys. Der er ingen tvivl om, at skuffelsen sidder meget dybt i ham og naturligt vil tage tid at få helt ud af kroppen.
Om en uge forventes han tilbage i Barcelona for at indlede forberedelserne til den nye sæson. Det bliver nok den 27. juli, man ser ham i Ciutat Esportiva igen, dagen inden holdet tager på otte dages træningslejr i Birmingham.
Her skal han tage de første skridt i den nye sæson og rette blikket mod de opgaver, der venter med Barca.
© Getty Images// Raphinha