fbpx
Annonce

Lykkes det denne gang at finde en angriber?

FCBARCELONA.DK - 13.02.20

© Getty Images
// Abidal

Med meldingen om Dembélés halve års skadespause, går Barca på jagt efter en erstatning, men det ligner ingen nem opgave. Hele januar måned forsøgte man at finde en angriber, men uden held.

Barca får med stor sandsynlighed grønt lys for at hente en angriber her og nu, selvom transfervinduet lukkede for to uger siden. Reglerne siger nemlig, at når en spiller er ude i fem måneder eller mere, kan man hente en erstatning.

Angribere fra øverste hylde hænger dog ikke på træerne og Barca står samtidig i en svag forhandlingsposition, fordi alle ved at de har brug for at købe. Det bliver heller ikke nemmere af, at fristen kun er 15 dage fra godkendelsen kommer, hvilket forventes at ske i løbet af meget få dage. Dertil kommer, at den pågældende spiller skal komme fra spansk fodbold, hvilket også begrænser mulighederne.

Dermed  kommer sportschef Eric Abidal  under et massivt pres. Han skal forsøge at finde en angriber der har niveauet til at spille for Barca samtidig med, at prisen skal være rigtig.

Abidal  knoklede hele januar måned for at finde en angriber der kunne supplere truppen i fraværet af Luis Suárez, der sidder ude med en skade mindst et par måneder endnu. Det lykkedes som bekendt ikke. Modsat valgte man at sige farvel til Carles Pérez og Abel Ruiz, der begge kunne have hjulpet holdet nu.

Nu er forudsætningerne endnu sværere for Abidal, for mange klubber vil helt sikkert være betænkelige ved, at sælge på nuværende tidspunkt, hvor den afgørende del af sæsonen venter. Derfor bliver det spændende at se, om det denne gang lykkes for Barcas sportschef at styrke holdet.

.:FORSIDE:.