// Luis Suarez
Barca-legenden Luis Suárez er ikke et øjeblik i tvivl om, at Julián Álvarez vil få succes i Barca, hvis det lykkes for catalanerne at hente ham. Samtidig udtrykker angriberen stor respekt for det arbejde Hansi Flick udfører.
Det er avisen Mundo Deportivo der har mødt Luis Suárez inden Uruguays skæbnekamp mod Spanien i nat. Her blev der også talt om Barcas jagt på Julián Álvarez.
'En så intelligent spiller som Julián, med den karriere han har haft, ville hurtigt tilpasse sig, fordi han vil vide, hvordan han skal udfylde sin rolle. Han er en spiller, der arbejder rigtig hårdt. I Barcelona vil han have kantspillere, som vil skabe mange situationer for ham. Han er god til at indgå i kombinationsspillet og har gode bevægelser. Han vil straks falde til i Barcelona. Men så er der den anden side af sagen. Han er i en storklub som Atlético. Det bliver svært at komme væk. Disse uger bliver en spændende føljeton' indleder han.
Artiklen fortsætter under annoncen
Han er dog ikke overbevist om, at Álvarez får lov til at tage til Barcelona denne sommer, trods et udtrykt ønske om et skifte.
'Det er situationer, som man fremtvinger på et givent tidspunkt. Jeg oplevede det selv i Liverpool. I 2013 opsøgte jeg et skifte, fordi jeg ville til Arsenal. Jeg kæmpede med klubben, fordi vi ikke kom i Champions League, og jeg følte, at jeg var nødt til at tage et skridt op. Jeg husker, at anføreren, Gerrard, tog fat i mig og sagde: Bliv. Næste år kan du tage hen, hvor du vil, til Barcelona, Real Madrid, Bayern..., men i år må du ikke skifte til Arsenal, så bliv, er du sød. Og han overbeviste mig. I dette tilfælde kan det samme ske med Julián - at Cholo tager fat i ham og siger: I år vil jeg have, at du bliver hos os. Mig overbeviste en Liverpool-legende, anføreren. Jeg kom til fornuft, gik efterfølgende ud og sagde undskyld, og det endte med at blive min bedste sæson i klubben. Uanset om man har forsøgt at gennemtvinge et skifte, så ender folk med at klappe af dig, hvis du går ud på banen og de kan se, at du yder dit maksimale, arbejder hårdt og forsvarer klubben' fortsætter han.
Til sidst bliver Suárez spurgt til sit indtryk af Hansi Flicks to sæsoner i spidsen for Barca.
'Imponerende. Sandheden er, at folk hvert år virker til at sige det samme, at de ikke kan holde til intensiteten, at de ikke kan klare det høje pres, at den ekstremt høje forsvarslinje vil koste dem dyrt, men de bliver bare ved med at gøre det. De har spillet med den samme idé, de samme spillere og de samme krav i lang tid. Og holdet bliver ved med at levere. Desuden virker Flick som en træner, der er meget tæt på spillerne. Han taler med oprigtighed og fortæller dem sandheden. Hvis en spiller ikke skal spille en kamp, forklarer han det og giver begrundelserne. Det er utrolig vigtigt for en fodboldspiller. Han er en nærværende træner, der forstår, hvad spilleren har brug for, og hvad gruppen har brug for. Og det er, især i en klub som Barcelona, meget vigtigt' afslutter Luis Suárez, der spillede 283 kampe for Barca og scorede 198 mål.
Luis Suárez er ikke med i nattens kamp mod Spanien, da han i september 2024 meddelte sit stop for landsholdet.
© Getty Images