Liverpool venter i Champions League semifinalen

FCBARCELONA.DK - 17.04.19

© Getty Images

Det blev som ventet Liverpool som Barca møder i Champions League semifinalen. Det er resultatet af aftenens kvartfinale i Porto, hvor englænderne vandt med 1-4 og dermed sikkert kom videre med samlet 6-1.

Der kom ingen overraskelse da Porto og Liverpool mødtes i Champions League kvartfinalens returkamp, for portugiserne var aldrig for alvor en trussel. Det sluttede med en overlegen engelsk 1-4 sejr i Portugal, hvor Mané i første halvleg og Salah i anden bragte Liverpool foran med to, inden at Militao fik reduceret for hjemmeholdet. Tingede blev sat på plads med to Liverpool-scoringer mere af Firmino og Van Dijk.

Liverpool kunne tage til Porto med en 2-0 føring fra Anfield en uge tidligere og det rygstød gav dem tydeligt ro, for de kom aldrig i alvorlige problemer.

Det ligger allerede fast at første opgør i semifinalen spilles i Barcelona, enten den 30. april eller den 1. maj, mens returkampen i Liverpool spilles en uge senere. De præcise dage fastlægges i morgen af UEFA ved lodtrækning.

I den anden semifinale mødes Tottenham og Ajax. Tottenham kom videre efter et drama mod Manchester City, der sluttede med en City-sejr på 4-3 og dermed samlet 4-4, hvor Tottenham er videre på udebanemål.

.:FORSIDE:.