Video: Lewandowski bad Araújo blive i Barca
Markus Johannessen - 14.01.25
© X
// Ronald Araujo
Efter Supercup-finalen udspillede der sig en interessant samtale mellem Lewandowski og Araújo. Den polske angriber opfordrede nemlig for rullende kammeraer sin holdkammerat til at blive i klubben, midt i spekulationerne om et klubskifte.
Araújos fremtid i Barca har været et varmt emne både internt og eksternt hos diverse klubber og medier. Den uruguayanske midterforsvarer, der har kæmpet med skader gennem størstedelen af sæsonen, har haft svært ved at finde sin plads på holdet under Hansi Flick. Efter sin tilbagevenden fra en længere skadespause er hans spilletid blevet begrænset, og han er primært blevet brugt som reserve.
Det skulle angiveligt have fået Araújo til at ønske et klubskifte allerede denne vinter - noget som indirekte blev bekræftet efter Supercup-finalen i samtalen mellem forsvarsspilleren og Lewandowski.
Efter sejren over Real Madrid i Jeddah, fangede kameraerne fra TV-netværket Movistar Plus nemlig en samtale mellem Gavi, Lewandowski og Araújo, hvor uruguayanerens holdkammerater forsøgte at overtale ham til at blive i klubben.
'Du bliver i klubben' kan man se Gavi sige, hvorefter Lewandowski tog fat i Araújo med samme opfordring. 'Bliv nu her. Du kommer til at spille. Hvis du virkelig vil, kan du tage afsted efter sæsonen, men ikke endnu. Det vil være bedre for dig at blive' sagde polakken, som har omtrent 20 års erfaring i professionel fodbold, hvoraf 15 af dem har været på topniveau.
Denne åbenlyse støtte fra Araújos holdkammerater viser, hvor vigtig han er for truppen, ikke kun som spiller, men også som en del af dynamikken uden for kridtstregerne.
Den 25-årige centerbacks fremtid afhænger nu af flere faktorer. Blandt andet hans egen beslutning, klubbens behov og eventuelle tilbud fra interesserede parter. Men det står klart, at Araújos afgang vil kunne mærkes i truppen, hvis han ender med at forlade den catalanske hovedstad denne vinter.