Robert Lewandowskis fremtid hos Barca har været et stort spekulationsemne de sidste par uger. Den polske landsholdsspiller åbner nu op omkring sin situation og fortæller, at han snart har tænkt sig at tage en beslutning.
37-årige Robert Lewandowski befinder sig i karrierens efterår, og hans fremtid er således oppe til stor debat. Barca-stjernens kontrakt udløber efter denne sæson, og lige nu tyder intet på, at hans aftale med klubben bliver forlænget.
Spekulationerne har således gået sin gang, og der er blevet diskuteret, hvorvidt angriberen kunne finde på at forlade Barca til januar og måske endda stoppe karrieren til sommer. Polakkens agent, Pini Zahavi, har dog været ude og afvise rygterne, og nu har Lewandowski også taget bladet fra munden.
Landsholdsspilleren deltog i et interview med nyhedsstationen TVP Sport, hvor han havde følgende at sige om sin fremtid: 'Jeg er helt rolig. Jeg ved endnu ikke, hvor jeg er, eller hvad jeg skal lave om nogle måneder. Jeg har ikke travlt. Jeg vil dog snart være klar til at tage en beslutning, og så vil jeg se på mine muligheder,' forklarede han.
Artiklen fortsætter under annoncen
Lewandowski åbnede efterfølgende op omkring tiden og skiftet til Catalonien efter mere end et årti i Tyskland: 'Skiftet til Barca, hvor kulturen er en helt anden, har ændret mig. Fødslen af mine døtre begyndte at knække den skal, som jeg havde opbygget over mange år,' sagde angriberen.
Den polske stjerne kom også ind på, hvordan det er at spille på så ungt et Barca-hold: 'Der er så mange dygtige unge spillere, og det motiverer mig virkelig. De giver mig et stort energiboost. Jeg føler mig godt tilpas blandt dem, selvom jeg er ældre end nogle af deres forældre. De behandler mig som deres far, og det er sjovt og positivt,' forklarede Lewandowski.
Angriberen blev dernæst bedt om at sætte ord på sidste sæson, hvor det blev til imponerende 42 mål: 'Det er en individuel konkurrence at score mål, men jeg spiller en holdsport. Holdet hjælper mig med at score mål, og jeg hjælper holdt med at vinde titler. Sidste sæson var meget succesfuld for os alle, og det bekræfter, at mit niveau var højt,' sagde han.
Stjernen satte til sidst et par ord på sin karriere og fik nævnt, at hans karriere snart er slut: 'Efter mange år på højeste niveau, havde jeg brug for at prøve noget andet. Jeg blev nødt til at søge efter nye følelser, og med tiden fik jeg et nyt perspektiv på mange ting. Min karriere nærmer sig sin slutning, men jeg har tænkt mig at få mest muligt ud af, hvad der er tilbage, både sportsligt og følelsesmæssigt. Jeg vil nyde øjeblikket,' afsluttede Lewandowski.

© Getty Images// Robert Lewandowski