Levante – FC Barcelona 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 10.01.19

FC Barcelona: Cillessen, Semedo, Murillo, Chumi (Lenglet 58’), Miranda (Sergi Roberto 46’), Busquets, Vidal, Aleñá, Coutinho, Dembélé, Malcom (Denis Suárez 67’)

Bænk: Ter Stegen, Wagué, Lenglet, Arthur, Denis Suárez, Puig og Sergi Roberto

Mål: 1-0 Cabaco (4’), 2-0 Mayoral (18’), 2-1 Coutinho, straffe (85’)

Barca mødte Levante i det første af to opgør i Copa del Reys 1/8 finaler og helt som ventet blev det reserverne der skulle i aktion. Det betød debut til Jeison Murillo og noget overraskende fik han selskab af B-holdets Chumi i det centrale forsvar. Barca stillede i en noget uvant opstilling i fraværet af store profiler som Messi, Suárez, Piqué, Rakitic og Alba, der alle var blevet hjemme i Barcelona.

Kampen fik den værst tænkelige start for Barca, da Levante allerede efter 4 minutter kom foran 1-0. Det skete da et frispark blev sendt ind i feltet, hvor Cabaco kom højest og headede bolden i nettet. Lige efter kunne Boateng have gjort det til 2-0 da han slap fri i feltet, men her hev Cillessen en vigtig redning frem. Hjemmeholdet sad på spillet mod et Barca-mandskab der slet ikke kunne komme i gang og i det 12. minut brændte det på igen, men også her var Cillessen på plads og fik afværget.

Problemerne forsatte for Barca, der mistede bolden alt for hurtigt og slet ikke kunne få det til at fungere. Det blev straffet i det 20. minut, da Mayoral sendte bolden mellem benene på Murillo og i nettet til 2-0. Et par minutter senere var Barca farlige for første gang i kampen, da Dembélé fyrede et godt skud af, men det tog Levante-keeperen sig af. Det blev starten på en bedre periode for Barca, der fik spillet til at hænge bedre sammen og kort efter kom den næste catalanske mulighed. Malcom blev sendt alene mod mål, men han måtte se sin afslutning afværget af målmanden.

Barca sad nu på spillet og holdt Levante fra at skabe det store. Der var flere gange optræk til noget farligt foran hjemmeholdets mål, men de sidste afgørende pasninger missede for catalanerne, specielt for Coutinho, der stort set ikke satte en fod rigtigt de første 45 minutter. I halvlegens sidste minut var det tæt på en reducering, da Malcom lige akkurat kom for sent til et indlæg fra Semedo foran et ellers tomt mål. Mere skete der ikke i en første halvleg, hvor Barca var blevet straffet for 20 katastrofale minutter i starten.

Valverde sendte den alsidige Sergi Roberto på banen fra anden halvlegs start i stedet for Miranda, der havde haft 45 svære minutter. Levante lagde ud med en afslutning efter et par minutter, som Cillessen sikkert tog sig af. Barca havde svært ved at få gang i spillet, men afholdt samtidig Levante fra at komme frem til det store en periode. Efter en lille time skiftede Valverde ud igen, da Lenglet afløste Chumi, der havde fået et gult kort.

Kort efter var det uhyre tæt på 3-0, da Morales kom fri og afsluttede, men bolden ramte Cillessen i ryggen og strøg tæt over mål. Lige efter var det Denis Suárez’ tur til at komme på banen, da han afløste Malcom, der ikke havde fået meget ud af det. Barcas problemer med at skabe noget fortsatte og ingen af holdene lykkedes med at komme frem til afslutninger. Dembélé forsøgte sig et par gange var distancen, men der var ikke snert i fransmandens støvler denne aften. Barca lykkedes med at få tempoet lidt op i kampens slutfase og efter 85 minutters spil blev de tilkendt et straffespark. Det var Denis Suárez der tog et par gode træk ind i feltet og blev hægtet bagfra. Coutinho sparkede fra 11-meter pletten og reducerede til 2-1.

Barca gik efter en udligning i kampens slutfase, men de fik aldrig for alvor sat hjemmeholdet under pres. Det sluttede derved med et nederlag på 2-1 efter en skuffende indsats, men samtidig et resultat der bør kunne hentes i returkampen i næste uge.

.:FORSIDE:.