fbpx

Lenglet nærmer sig Tottenham-skifte for 20 mio. euro

Peter Vyff - 14.05.23

// Clement Lenglet

Barca skal tilsyneladende sælge flere spillere for at få styr på økonomien. Ledelsen er derfor klar til at tage afsked med flere uønskede folk, deriblandt Clement Lenglet, der angiveligt nærmer sig et skifte til Tottenham til en god pris.

Barca betalte næsten 36 mio. euro for Clément Lenglet, da han skiftede til Camp Nou for snart fem år siden. På trods af en flot start, og flere fine præstationer, så endte franskmanden med at få sin Barca-karriere ødelagt af flere skader, som han aldrig nåede at komme godt tilbage fra.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den tidligere Sevilla-spiller blev derfor sendt på udlån til Tottenham før denne sæson, hvor det er lykkedes ham at få gang i karrieren igen. Den 27-årige Lenglet har ofte været at finde i startopstillingen hos Spurs, hvor det er blevet til 32 kampe på tværs af alle turneringer.

Ifølge avisen Mundo Deportivo skulle Tottenham være så tilfredse med franskmanden, at de ønsker at gøre hans skifte permanent. Spurs skulle eftersigende være klar til at imødekomme Lenglets markedspris på 15-20 mio. euro, og skulle det ende med et salg, vil det med sikkerhed skabe stor glæde på Camp Nou.

Catalanerne skal dog også overbevise forsvarsspilleren om at forlade Barca, da hans kontrakt først udløber i 2026. Det forventes dog ikke at blive et problem for ledelsen, eftersom Lenglet føler sig ganske godt tilpas i London, samt skulle han også være klar over, at han ikke har udsigt til spilletid på Camp Nou.

Udover Lenglet, så forventes Barca også at tage afsked med forsvarsspillerens landsmand, Samuel Umtiti, som eftersigende skulle være på transferlisten hos Inter. Catalanerne forventes omvendt at forstærke sig med Iñigo Martínez, der angiveligt ankommer transferfrit fra Athletic Club Bilbao til næste sæson.



.:FORSIDE:.