Laudrup: 'Min første Clásico var helt speciel'

FCBARCELONA.DK - 13.12.19

© Getty Images

På onsdag spilles El Clásico på Camp Nou og ingen anden dansker end Michael Laudrup kender disse kampe så godt indefra, som han gør. Derfor er det spændende læsning, når han fortæller om sine oplevelser.

På Barcas officielle website skriver Michael Laudrup om sine oplevelser med El Clásico, som han har spillet såvel med Barca som for Real Madrid. Her får man et godt indblik i, hvor stor kampen reelt er. Læs med her:

'Som alle andre fans tæller jeg dagene til den store dag kommer den 18. december. En Clásico er altid en speciel kamp. Allerede i ugerne op til kampen kan man mærke stemningen.

Det er noget jeg har oplevet som fodboldspiller, ikke bare da jeg var i Barca eller i Madrid. Også i Italien, Holland eller Danmark. Det er kampe hvor der er meget stærke følelser og tilhængerne får dig til at føle sådan. Du mærker, at du har et stort ansvar.

Da jeg ankom til FC Barcelona i 1989, havde den spanske liga ikke den anerkendelse den har i dag. Selvfølgelig har Barca-Madrid altid været en stor kamp, men på det tidspunkt gik den ikke verden rundt, som den gør nu. Men siden Johan Cruyff kom til Barca i 90'erne, udviklede El Clásico sig og det blev hele verdens Clásico, ikke bare i Spanien.

Selv da jeg tog til Qatar som træner var det første spørgsmål på pressemødet: 'Hvilket hold holder du med? Barca eller Madrid? Sådan lød det første spørgsmål ved min præsentation! Så I kan nok forestille jer størrelsen af denne kamp.

For mig vil den første Clásico jeg spillede altid være speciel. Det er præcist 30 år siden, den 30. oktober 1989. Vi vandt med 3-1. Det var en meget vigtig sejr for Barca, for på det tidspunkt var Madrid meget stærke. De havde vundet fire ligaer i træk. Hos Barca, med Cruyff som træner, var der sket mange ændringer for at vende dynamikken. For os var det vigtigt at vinde denne kamp, så Madrid ikke kunne trække fra i klassifikationen. Vi vandt kampen, men senere vandt Madrid ligaen, men vi kom tilbage og besejrede dem med 2-0 i pokalfinalen i Valencia.

Efter den første sæson var slut, begyndte det virkelig at gå godt for os. Vi vandt fire ligaer i træk og det var utroligt. Først og fremmest fordi Barca dengang haltede efter Madrid  og vi ønskede at overgå dem for at nå toppen. Det opnåede vi. Vi var en spektakulær gruppe spillere der fandt sammen, anført af en brilliant træner i Johan Cruyff. Sikke en træner...!

For mig var han ikke blot den bedste træner jeg har haft i min karriere. Da jeg kom til Barca var jeg allerede en betydningsfuld spiller der kom fra at spille for Juventus, men hans måde at forstå fodbold på var genial.

Gennem min karriere har jeg haft mange store trænere, men han havde noget som ikke mange har. Han fik spillerne til at nyde det ved træningen. Han forberedte dem som han ønskede at spille kampene. Cruyff var en af de største dengang. Han havde også en anden stor kvalitet. Han kunne forklare enhver taktik på 10-15 sekunder. Det var en fantastisk evne. Han gjorde det nemt for spillerne. Han sagde altid, at det sværeste var at spille enkelt. Jeg er ikke overrasket over, at der er kommet store trænere fra dette hold, som Guardiola og Koeman, blandt andre.

Desuden var der spillestilen og de fire ligaer i træk. Der er et andet stort øjeblik for mig med Barca, finalen på Wembley i 1992. Det var meget stort at vinde den første Europacup i FC Barcelonas historie. Man skal forstå, at Barca aldrig havde opnået det før og desuden vandt man kun ligaen hvert 7. eller 8. år. Så kom vi og vi vandt alt dette. Forestil hvordan man fejrede det hele. Tilhængerne gik amok. Det var fantastisk.

Det var i denne finale der kom den berømte sætning fra Cruyff i omklædningsrummet: 'Løb på banen og nyd det'. Og sådan blev det, for vi skulle nyde det. Du ved aldrig hvornår du igen spiller en anden finale. Derfor skulle vi ikke også kæmpe med nerverne. At spille en finale er det bedste der findes i fodbold.

For at vende tilbage til El Clasico, må jeg ikke glemme de to 5-0 kampe jeg oplevede. Den første i 1994 med FC Barcelona og året efter i Real Madrids trøje.

5-0 på Camp Nou var utrolig. Ingen havde regnet med det, for El Clásico er lige kampe mellem to kæmpestore hold. Selvom der har været sådanne resultater gennem historien, er det atypisk. Der er gået 30 år og folk taler stadig om disse kampe. Det viser, at det ikke er normalt. Heldigvis har jeg altid været på det vindende hold.

5-0 kampen var utrolig. Jeg kom på banen efter 8 minutter i anden halvleg, lige efter at Koeman havde scoret til 2-0 på frispark. Jeg husker at det hele lykkedes og Romario lavede et hattrick. Jeg stod for en assist. Tilskuerne på Camp Nou havde en fest og når man kommer foran med 2-0 og 3-0, er det svært at stoppe, indtil det stod 5-0. Vi havde endda chancer til at score mindst et par mål mere.

Det jeg oplevede året efter med Madrid var også atypisk, for det var der heller ingen der ventede. Jeg skylder at sige, at de spillere hos Madrid der havde oplevet nederlaget på Camp Nou, havde en stor lyst til revanche. Der var en helt speciel stemning. Året var ved at slutte og allerede før jul talte man om, at man simpelthen skulle vinde over Barca. Desuden var Barca ikke så gode på det tidspunkt. Da kampen kom, gik det fantastisk. Jeg oplevede det samme som 12 måneder tidligere på Camp Nou.

Det jeg bedst kunne lide ved El Clásico var at du vidste, at det hele var på bristepunktet denne dag på Camp Nou. Stemningen var anderledes end ved en normal kamp, lige fra opvarmningen til at kampen var slut. Der var stor respekt mellem de to hold og det hold der spillede på hjemmebane, dominerede kampene. Vi vandt altid på Camp Nou, men på Bernabeu var det altid Madrid der vandt, undtagen en enkelt uafgjort. Det hold der var på hjemmebane, var altid meget stærkt.

Det er normalt i fodbold. Derfor synes jeg ikke det er normalt, at Barca har vundet på Bernabeu i det seneste årti. De har fået hele otte sejre i de seneste elleve kampe i ligaen. Og det er ikke kun sejre, men også hvordan de har opnået det. Med storsejre som 2-6, 0-4 og 0-3... utroligt. Det må man beundre. Det er ikke nemt og derfor skal man sætte pris på det. Barca har Messi og så er meget vundet på forhånd, men det har ikke kun været ham, men hele holdet.

Jeg kan også stadig huske al den polemik der var efter en Clásico som vi vandt. Der var i januar 1992, hvor vi vandt med 2-1. Den dag var Hristo og Koeman ikke med og derfor havde vi det svært i kampens start. Jeg spillede central angriber og scorede et klassemål på en helflugter efter en pasning fra Goikoetxea. Det gjorde det til 1-0. Dagen efter talte alle mere om det selvmål som Spasic scorede og som gav sejren til Barca, end man talte om mit flotte mål. Det gjorde mig vred. Jeg forstod ikke, hvorfor man ikke talte om mit fantastiske mål.

Med tiden forstod jeg dog, at Spasic' mål var meget atypisk. På trods af min vrede, var jeg glad for sejren. Vi havde heldet med os i den kamp.

Den generation i Barca spillede rigtig god fodbold, men vi var også heldige. I fodbold er held en meget vigtig del. Vi vandt fire ligaer, men tre af dem skete i sidste runde, hvor vi var afhængig af Madrids resultater. Jeg husker den første gang, hvor vi skulle vinde over Athletic Club og Madrid var foran med 0-2 ved pausen ude mod Tenerife. I den sæson ville Madrid aldrig lade 0-2 glippe. Ikke desto mindre tabte de 3-2. Forestil jer hvordan vi fejrede det!

Da jeg kom til Madrid og talte med de spillere der havde oplevet den episode, sagde de at de ikke kunne få det ud af hovedet. Det havde fæstnet sig i deres hukommelse. Året efter gentog historien sig, men denne gang var det mere normalt, for Madrid var tilbage på gerningsstedet på Tenerife. Derfor har det mentale spillet ind.

For mig var den vildeste liga den i 1994. Her vandt vi med 5-2 over Sevilla og hos Deportivo stod det 0-0, da de fik straffe i det 90. minut, hvor de kunne vinde ligaen. I det øjeblik blev Camp Nou tavs. Hele verden gik i stå. Det var en stærk oplevelse nede på græsset. Og da vi hørte at Djukic havde brændt, gik alle selvfølgelig amok i glæde. Derfra ændrede alt sig lidt, for efterfølgende tabte vi finalen i Athen.

Det sæson var kompliceret, for vi var fire udlændinge i truppen, men kun tre kunne spille. Når man har Romario, Koeman, Stoichkov og mig i den samme trup, er det ikke nemt for træneren. I ligaen skiftedes vi til at spille, med tre på banen og den fjerde der ventede på bænken, men i Europa måtte kun tre være udtaget. Jeg blev valgt fra til finalen mod Milan.

Det var jeg selvfølgelig ikke tilfreds med. Det gjorde ondt ikke at spille den finale. Det var reglernes skyld, men det gjorde ondt. Efter nederlaget kunne jeg se, at Barca ville få det svært den kommende sæson. Jeg kunne se, at det hold der havde givet så meget glæde, var ved at nå enden. Jeg kunne være taget til et andet land og der var tilbud fra andre hold, men jeg var 30 år og alle kendte mig i Spanien. På det tidspunkt følte jeg, at Real Madrid villle være det bedste for mig.

Derfor accepterede jeg det. Tiden gav mig ret, for den sæson havde Barca det svært og Madrid, der tidligere var haltet efter Barca, opnåede at vinde ligaen den sæson.

Hvis jeg var i tvivl om hvad en Clásico betyder, fandt jeg ud af det, da jeg vendte tilbage til Camp Nou med Madrid. Her piftede man meget af mig. Jo mere man holder af dig, jo mere pifter de, men jeg forstod det.

Jeg havde været vigtig for Barcelona og følelserne er meget stærke i fodbold. Jeg havde det svært, for det gør ondt som spiller. Jeg spillede mod dem der havde været mine holdkammerater og på et stadion, hvor du havde været i fem år, men man skal respektere folks reaktion. Det er ikke behageligt, men jeg forstår det.

I sidste ende føler jeg mig heldig over at have spillet den type kampe, som er dem som alle spillere kan lide. Nu nyder jeg det udefra, men med passion.

Jeg tør ikke gætte på resultatet, men jeg ser det meget lige. Jeg siger altid, at dem der spiller hjemme, er favoritter. Så lad mig alligevel gætte... 2-1 til Barca!

Nyd kampen'.

.:FORSIDE:.