fbpx

Laporta: 'Er stolt over at have reddet klubben'

FCBARCELONA.DK - 09.02.26

// Joan Laporta

Joan Laporta trådte i dag tilbage som Barca-præsident for at kunne stille op til klubbens præsidentvalg den 15. marts. Nu har han sat ord på sine fem seneste år som præsident, hvor han mener klubben er blevet reddet.

‘Jeg har haft muligheden for igen at være præsident for Barca, og det har været et privilegium. Jeg træder tilbage af hensyn til vedtægterne, fordi jeg har til hensigt at stille op igen til valget sammen med de bestyrelseskolleger, som af samme årsag har været nødt til at trække sig for at kunne genopstille' lød det fra Laporta på et improviseret pressemøde foran kontorerne på Spotify Camp Nou.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Vi forlader posten tilfredse med det arbejde, der er blevet udført over de seneste fem år. Vi mener, at klubben på alle områder har det langt bedre end for fem år siden, og det skyldes i høj grad fællesskabet blandt klubbens ansatte, som har en stærk følelse af tilhørsforhold til klubben, noget jeg sætter stor pris på. Også på det ledelsesmæssige plan har vi dygtige folk med et stort engagement i klubben' fortsatte han.

'Takket være bestyrelseskollegerne har jeg kunnet være præsident i en periode, hvor Barca skulle reddes. Det har vi gjort, og vi har genoprettet klubbens økonomi. Sportsligt er vi også i en rigtig god periode, og både bestyrelsen og jeg er meget stolte over, at vi har givet glæden tilbage til barcelonismen. I dag er alle culés glade, og det er helt naturligt, for vi ligger nummer et i ligaen, er stadig med i Copa del Rey i en spændende semifinale mod Atlético, og sejren i supercuppen har sat kursen mod titler i denne sæson. Vi er blandt de otte bedste i Champions League og skal spille ottendedelsfinaler, og forhåbentlig kan vi nå endnu længere i turneringen' sagde Laporta videre.

Laporta havde også rosende ord til Flick og Deco. ‘Stabilitet er afgørende for at vinde, ligesom arbejdet fra medarbejdere, ledelse og administration, som man ikke altid ser, er ekstremt vigtigt for succes. Det er naturligvis spillerne, kunstnerne på banen, der vinder kampene med deres talent, men der ligger et stort arbejde bag, som hjælper dem til at præstere. Stabiliteten i klubben gør det lettere at træffe de rigtige beslutninger, og den har været med til at skabe denne model, hvor spillere fra La Masia får chancen på førsteholdet og kombineres med spillere udefra. Det er en formel, der fungerer, og som ledes fremragende af Hansi Flick og hans stab, inklusive fysiske trænere og genoptrænere. Samarbejdet mellem Hansi Flick og Deco samt deres respektive teams er efter min mening næsten eksemplarisk' afsluttede den afgåede præsident, der nu kan fokusere på valgkampen.

laporta22F
© Getty Images

.:FORSIDE:.