fbpx
Annonce

Laporta er klar til at droppe Camp Nou i to år!

FCBARCELONA.DK - 23.02.21

// Camp Nou


Præsidentvalgkampen er godt i gang og i går kom den overraskende nyhed, at kandidaten Joan Laporta er klar til spille hjemmekampene på det olympiske stadion i Barcelona, mens Camp Nou moderniseres.

Det ambitiøse projekt Espai Barca, hvor Camp Nou skal gennemgå en gennemgribende renovering, der blandt andet indebærer en overdækning hele vejen rundt og en udvidelse til 105.000 tilskuere. Derudover skal hele området omkring Camp Nou laves om.

Det har hele tiden været planen at bygge mens der spilles, hvor sektioner af tilskuerpladserne lukkes af og hvor der for alvor sættes damp på kedlerne i sommerpausen. Tidsplanen lyder på fem års arbejder.

Nu har Joan Laporta imidlertidig en anden plan klar. Det fortalte Jaume Giró, der er økonomisk ansvarlig på Laportas projekt, i går. 'Vi skal have overdækket Camp Nou og det betyder, at der er medlemmer der ikke kan møde op. Vores første valg er at spille på vores eget stadion, men vi siger også, at der bør lave en undersøgelse af, om vi i stedet for fem år med arbejder, kan være to år et andet sted. Det vil vi sætte til afstemning' kom det fra ham.

Laporta har angiveligt Estadi Olímpic Lluís Companys i tankerne. Det ligger på Monjuïc bjerget nærmest midt i Barcelona og dannede centrum for de Olympiske Lege i 1992. Her er der plads til cirka 60.000 tilskuere, så med 85.000 Barca-medlemmer med sæsonkort, vil der ikke være plads til alle.

Der er også den lille krølle ved Estadi Olímpic Lluís Companys, at det fra 1997 til 2009 var hjemmebane for lokalrivalerne Espanyol, indtil de byggede deres nye stadion i forstaden Cornellá. Den kendsgerning kan nok få nogle Barca-fans til at vende tommelfingeren nedad.

Ikke desto mindre ser det ud til, at medlemmerne skal tage stilling til Laportas forslag, så man kan slippe med to års ombygning i stedet for fem år.

.:FORSIDE:.