Det er snart tre år siden, at den meget omtalte Negreira-sag tog sin begyndelse, uden at der er kommet en afklaring. Sagen kører stadig for en domstol, og i dag afgav præsident Joan Laporta forklaring. Her afviste han alle anklager.
Det var i februar 2023, at medier over hele verden omtalte Negreira sagen, hvor Barca anklages for at betale 7,5 mio. euro over en periode på 17 år til et selskab, der tilhørte formanden for dommerkomitéen José Maria Enriquez Negreira. Dengang dømte mange Barca på forhånd, men her snart tre år efter er der endnu ikke kommet en afklaring i sagen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Negreira sagen handler om, at FC Barcelona mellem 2001 og 2018 betalte store beløb til et firma ejet af José María Enríquez Negreira, som var næstformand for den spanske dommerkomité. Anklagen går på, at betalingerne kan have haft til formål at påvirke dommere eller opnå sportslige fordele, mens Barca fastholder, at der var tale om betaling for dommerrelateret rådgivning og rapporter.
I dag gav Laporta forklaring i sin egenskab af præsident fra 2003 til 2010. 'Vi betalte for rapporter, på intet tidspunkt for at få dommere til at favorisere Barca. Barca var dengang beundret over hele verden. Et forbillede og en fodboldmæssig reference. Vi havde ikke brug for nogen form for hjælp' lød det.
'Faktisk kender jeg hverken Negreira eller nogen i hans omgangskreds. Jeg har aldrig haft nogen relation til dem. Jeg overtog betalingerne, spurgte den sportslige ledelse, og de sagde, at vi skulle fortsætte med rapporterne' sagde han videre.
Hvad angår dokumentationen fra hans første periode som præsident, forklarede Laporta, at den ikke længere eksisterer på grund af klubbens interne protokol for løbende arkivsletning. “Vi har ingen rapporter fra den første periode, fordi dokumenter bliver destrueret hvert femte år' forklarede han og understregede, at han intet havde med de konkrete betalinger at gøre. 'Omkostningerne til rapporterne behøvede ikke at gå gennem bestyrelsens kontrol på grund af beløbets størrelse' afsluttede han sin forklaring.
Det er uvist, hvornår der falder afgørelse i sagen. Man er stadig i gang med at samle informationer, og derfor kan det godt trække længe ud. Som sagen ser ud lige nu, er der ingen beviser overhovedet for, at Barca forsøgte at købe sig til dommerhjælp i den lange periode, som anklagerne ellers går på.
© Getty Images// Joan Laporta // Jose Maria Enriquez Negreira