fbpx

Lamine Yamal: 'Synes jeg fortjener Ballon d'Or'

FCBARCELONA.DK - 14.09.26


Slutspurten om den prestigefyldte Ballon d'Or er sat ind og Lamine Yamal er en seriøs kandidat til at løbe med æren. I et interview lægger han ikke skjul på, at han føler, at han bør vinde trofæet foran Kylian Mbappé.

Yamal har deltaget i den argentinske fodboldlegende Jorge Valdanos talkshow Universo Valdano og nu er der udsendt en forsmag på den lange snak. Her handler det blandt andet om efterårets kåring af Ballon d'Or. Lamine Yamal bliver direkte spurgt, hvem han mener skal vinde.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Hvem ville jeg give den til? Verdens bedste spiller. Hvem kommer de til at give den til? Det er en meget lang diskussion. Jeg mener helt oprigtigt, at vi er to, der er de bedste i verden, og i år mener jeg, at jeg fortjener den på grund af det, jeg har vundet. For mig er Mbappé og jeg de to bedste spillere i verden. Det står klart for mig, og alle, der ser kampene, ved det' lød det selvsikkert.

Dernæst handlede det om VM og her var Yamal tydeligvis skuffet over sin egen præstation.

'Efter at have vundet VM var jeg ikke tilfreds. Det er rigtigt, at jeg var skadet, men det har ikke noget med sagen at gøre. Jeg var ikke tilfreds med min egen præstation, fordi jeg ved, at en anden spiller med mit niveau ville have spillet et fantastisk VM. Men for mit eget vedkommende ved jeg, at jeg kunne have gjort mere. Jeg hjalp holdet, men jeg glæder mig virkelig meget til det næste VM' lød det ærligt.

Lamine Yamal har som 19-årig allerede vundet mange titler, men han forsikrer om, at ambitionerne fortsat er tårnhøje. 'Der er også folk, der tror, at jeg på et tidspunkt vil slappe af, fordi jeg allerede har vundet en del, men jeg ved, at jeg stadig har tusind ting, jeg skal opnå, hvis jeg vil skrive mig ind i fodboldhistorien' afsluttede han det udsendte klip fra interviewet, der sendes i sin fulde længde på fredag aften i spansk tv.

yamal14
© Getty Images

// Lamine Yamal
.:FORSIDE:.