L'Équipe: Her er Griezmanns kontraktdetaljer

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 16.05.19

© Getty Images

Meget tyder på, at Griezmann snart kan kalde sig Barca-spiller, efter at franskmanden i forgårs annoncerede beslutningen om at forlade Atlético de Madrid. L'Équipe påstår allerede nu at kunne afsløre detaljerne i kontrakten.

Den franske avis, L'Équipe, påstår at kunne afsløre detajlerne i den kontrakt, Barcelona efter sigende har tilbudt Antoine Griezmann, der som bekendt har valgt at forlade Atlético de Madrid i sommerens transfervindue. Catalanerne skulle have tilbudt den franske angriber en femårig kontrakt med en årsløn på 17 mio. euro.

Forhandlingerne har rod helt tilbage til sidste år, hvor Griezmann dog i sidste sekund valgte at forlænge med Atlético på noget kontroversiel vis. Nu har piben dog fået en anden lyd og franskmanden meddelte tirsdag i en offentlig video, at han har besluttet sig for at søge nye udfordringer.

I fald Barca er Griezmanns næste klubdestination, kan han ifølge L'Équipe se frem til en aftale, der løber indtil 2024. Hans løn vil lyde på 17 mio. euro, og dermed altså blive noget mere beskeden end hans nuværende løn i Atlético de Madrid, som lyder på 21 mio. euro. Til gengæld kommer spilleren til at tjene flere penge på sponsoraftaler og marketing i Barcelona.

I første omgang skal Barca dog indløse Griezmanns frikøbsklausul, som daler til 120 mio. euro den 1. juli. Der skulle angiveligt være flere storklubber om budet, så intet er sikkert endnu.

.:FORSIDE:.