fbpx

Koundé: 'Jeg er selv lidt overrasket'

Markus Johannessen - 10.12.25

// Jules Koundé

Den franske forsvarsspiller Jules Koundé nettede to gange og blev kåret til kampens spiller mod Eintracht Frankfurt - en aften, der måske kan markere en tydelig fremgang i hans form efter en svær start på sæsonen. 

Eintracht Frankfurt kom foran efter 20 minutter, hvilket efterlod catalanerne i et forvirret stadie resten af første halvleg, hvor intet fungerede. Men efter pausen tog franskmanden fuldstændig over. Med to hovedstødsmål inden for blot tre minutter vendte Koundé kampen på hovedet og sikrede et vitalt resultat i Champions Leagues ligafase.

Koundé leverede sit første dobbeltmål nogensinde som professionel - en sjældenhed for en forsvarsspiller. Det første mål kom efter et perfekt løb ind i feltet, hvor han sikkert headede et indlæg fra Marcus Rashford i mål. Det andet var endnu mere spektakulært. Et højtsvævende indlæg fra Lamine Yamal, som Koundé dirigerede i nettet med et hovedstød, der mindede om Messis ikoniske finalemål mod Manchester United i 2009.

Artiklen fortsætter under annoncen


Efter kampen indrømmede han, med et smil på læben, at det andet mål blev en positiv overraskelse for ham selv, da han ikke havde regnet med, at det ville lykkes. 

'Ved det andet mål skruer jeg bare ind i området mod målet for at se, hvad der sker. Jeg er selv lidt overrasket. Nogle gange kan man være heldig og målene tæller for det samme' udtalte franskmanden efter slutfløjtet, hvor han blev kåret til kampens MVP.

'Jeg er meget glad for sejren. Det er tre meget vigtige point på vores vej mod top 8. Det var min dag i dag og jeg er meget glad' fortsatte han.

Det første mål fik også en kommentar. 'Det er noget vi har arbejdet på. Vi skal angribe de frie rum og da jeg så Marcus ved jeg, at han kan lide den slags bolde og jeg fik afsluttet godt'. lød det videre.

Sidste sæson leverede franskmanden på absolut topniveau. Fire mål, otte assists og en afgørende rolle i stort set alle turneringer, indtil en skade satte ham ud. Mange spekulerer stadig i, hvordan Champions League-semifinalen mod Inter var endt, hvis Koundé havde været med i fulde omdrejninger. 

Denne sæson har der været udfordringer med fysiske skavanker og problemer med at genfinde formen. Hans kamp mod Eintracht kan dog se ud til at blive vendepunktet - et øjeblik der sender ham tilbage mod det niveau, der sidste sæson gjorde ham til en af Europas mest eftertragtede defensive spillere.

kounde12F
© Getty Images

.:FORSIDE:.