fbpx

Koundé: 'Flick tager højde for alle detaljer'

Peter Vyff - 06.11.24

 


Barca har efter adskillige sæsoner endelig fundet en pålidelig løsning på højre back i form af Jules Koundé. Han deltog forleden i et interview, hvor han roste Hansi Flicks måde at arbejde på og holdets mange unge spillere.

Den 25-årige Koundé har dog efterhånden gjort pladsen på højre back til sin egen, hvor han i dag betragtes som én af de bedste spillere på positionen. Det skyldes især ansættelsen af Hansi Flick, og netop tyskeren havde forsvarsspilleren kun gode ting at sige om, da han deltog i et større interview med avisen La Vanguardia.

Artiklen fortsætter under annoncen


Hansi Flick:
'Flick tager højde for alle detaljer. Han har ikke kun fokus på os spillere, men også på træner- og lægestaben. Han holder meget øje med vores opførsel, og han er ikke bange for at afbryde en træning for at rette på en spillers adfærd. Og det er han i sin gode ret til at gøre, da det i sidste ende handler om respekt'.

Xavi:
'Vi må ikke glemme, hvad vi opnåede under Xavi. Vi vandt både La Liga og Super Cup, og det er ikke nemt. I sidste sæson havde vi det alle svært, og alting er ikke bare sort og hvidt. Vi spillede ikke altid lige godt, men han forsøgte altid at gøre sit bedste. Xavi har intet at bevise, og det er tydeligt, at han elsker Barca'.

Holdets form:
'Det er rigtigt, at holdet nu spiller bedre. Vi har den samme base af spillere, der kender hinanden bedre, og vores træner kommer med nogle helt nye dynamikker og idéer. Vi gør det rigtig godt, men der er kun gået tre måneder, og vi kan først analysere på sæsonen, når den er slut'.

Truppens meget unge spillere:
'De er alle ekstremt modne af deres alder, og jeg beundrer deres måde at håndtere presset på, men i omklædningsrummet larmer de så meget, at dit hoved ville eksplodere'.

Pau Cubarsí:
'Se på Cubarsí. Jeg kan huske, hvordan jeg spillede som 17-årig, og det var slet ikke på niveau med ham. Han udstråler så meget selvtillid og ro, og det har imponeret mig meget. Alting ser ud til at gå hans vej, og han har håndteret presset på en helt naturlig måde'.

Lamine Yamal:
'Lamine har kun været en del af holdet i et års tid, og han er allerede blevet en nøglespiller for os. Han er en meget indflydelsesrig spiller, og når man ser ham på banen, er man ikke i tvivl om, at han nyder at spille fodbold. Han har dog stadig meget at lære, og det er op til os mere rutinerede spillere at hjælpe ham. Lamine er heldigvis en spiller, der er god til at lytte, ikke bare til mig, men til træneren og alle de ældre spillere'.

Holdets offside-taktik:
'Siden starten af sæsonen, har vi trænet en del på offside-fælden. Det er meget vigtigt for træneren, og det kræver meget intelligens og fokus. Jeg nyder vores måde at spille på, da det giver os mulighed for at presse modstanderen højt på banen, og skabe hurtige omstillinger. Det er alle på holdet indstillet på, og vi kan ikke stå højt på banen, uden angriberne hjælper til'.

kounde6F

// Jules Koundé
.:FORSIDE:.