fbpx
Annonce

Koeman: 'Et godt tidspunkt for Messi at slappe af'

FCBARCELONA.DK - 23.11.20

© Getty Images
// Lionel Messi

Der var nok at tage fat på, da Ronald Koeman holdt pressemøde som optakt til kampen i morgen aften mod Dynamo Kiev. Messis situation, de mange skader og de skuffende resultater var blandt emnerne.

Det var helt oplagt, at det første spørgsmål på pressemødet handlede om, hvorfor Messi og De Jong ikke tager med til kampen i Kiev. 'Vi har besluttet hverken at udtage Leo eller De Jong, for vores situation i Champions League er god, så de kan slappe af. Vi mener det er et godt tidspunkt for Messi at slappe af. De har begge spillet alle kampene og næsten alle minutter' indledte han.

Her er hvad Koeman ellers kommenterede:

Det hårde program:
'Nogle gange må vi beskytte spillerne, for vores program er utroligt. Det er umuligt at fastholde spillernes form. Se på Sergi Roberto. Når han bliver skadet, skyldes det de mange kampe han har spillet. Eller Ansu Fati. Alle ved det, men vi er nødsaget til at spille videre. Det er vildt. Det er på tide at FIFA og UEFA ser på det'.

Polemikken om Messi:
'Vi taler alt for meget om ham. Han har altid haft stor indflydelse på klubbens succeser og det kan han stadig få'.

Tre skadede centrale forsvarsspillere:
'Det var ikke mig der besluttede at Todibo og Cuenca skulle væk i sommer, men de havde brug for spilletid, så det var ikke en dårlig beslutning. Det drejede sig om deres fremtid. Umtiti har været skadet i lang tid og det er vores plan, at han skal kunne spille om to uger. Hans seneste kamp var i juni. Det er muligt at Mingueza spiller, men Araujo stadig træner for sig selv og vi tager ingen chancer'.

Mulige forstærkninger til januar:
'Det er ikke det rigtige tidspunkt at tænke på det. Vi er ikke i januar. Når vi kommer tættere på, bliver der taget beslutninger'.

Resultaterne under Koeman:
'Vi kan ikke være tilfredse, men det gør ikke vores ambitioner mindre. I morgen har vi en ny kamp og vi skal udnytte muligheden for at kvalificere os. Som træner kan jeg ikke være tilfreds, for vi har smidt ret mange point, men jeg er optimist. Vi er bevidst om vores situation og de beslutninger der er taget, men jeg er ikke tilfreds med det antal point vi har fået'.

Piqués alvorlige knæskade:
'Det er et betydningsfuldt fravær. Det er trist for spilleren og for alle andre. Det er noget vi må acceptere, selvom det er svært'.

Udtagelsen af Matheus Fernandes:
'Matheus er med fordi han træner godt og fortjener at være med'.

Drømmen om Champions League:
'Champions League er anderledes, for her skal du vinde alle dine hjemmekampe og have point på udebane. Vi vil videre fra gruppen og vi må se, hvem vi møder til marts. Jeg tror ikke det er blevet sværere at vinde Champions League'.

.:FORSIDE:.