fbpx
Annonce

Koeman: 'Det er et kæmpe skridt tilbage'

FCBARCELONA.DK - 06.12.20

© Getty Images
// Ronald Koeman // Cadiz

Det var en meget skuffet Ronald Koeman der mødte pressen efter 2-1 nederlaget mod Cádiz. Han var tydeligvis ikke tilfreds med de mange fejl der blev begået og også spillernes indstilling blev kritiseret.

'Det er et nederlag der er svært at forklare. Vi havde haft nogle gode kampe, men vores første halvleg var ikke god. Det blev bedre i anden, men det er utroligt at vi taber på en fejl man ikke forventer at se på vores hold. Man må ikke inkassere mål på den måde. Det er ukoncentreret. Vores indstilling var ikke god i aften og det gælder ikke kun forsvaret' indledte han.

'Det er svært at forklare de mål vi inkasserer. Vi mangler koncentration og aggressivitet uden bold. Det kan være derfor vi lukker mål ind. Især det andet mål der lukkes ind er svært at forklare' fortsatte han.

'Det er et kæmpe skridt tilbage i vores kamp for at vinde ligaen. Det er skuffende, men vi må acceptere det. 12 points afstand til et hold som Atlético Madrid er rigtig meget. Der er stadig mange kampe at spille, men hvis vi ikke forbedrer vores indstilling og vores nedture på udebane, har vi ikke mere at skulle have sagt' var den klare melding.

'I første halvleg gjorde vi ikke det som vi havde aftalt inden kampen. De kom foran og så bliver det sværere. Vi manglede agressivitet og vandt ikke mand mod mand duellerne. Det skal vi forbedre. Jeg er meget skuffet' kom det videre fra Koeman.

'Vi skal have analyseret kampen, men jeg synes vi skabte ret mange chancer, men deres målmand var fænomenal. Vi kommer ret meget bagud på udebane og så bliver der mindre plads at spille på. Vi lukker mål ind som jeg ikke husker andre hold jeg har trænet har gjort' afsluttede den skuffede hollænder.

.:FORSIDE:.