Koeman: 'Der er ikke tale om en afgørende kamp'

FCBARCELONA.DK - 27.10.20

© Getty Images

Ronald Koeman har holdt pressemøde op til kampen i morgen aften mod Juventus. Her lagde han ikke skjul på, at målet er en sejr, men han understregede også, at kampen ikke er afgørende på nogen måde.
 
'Der er ikke tale om en afgørende kamp. Det er et opgør mellem to store hold, der begge ønsker at komme langt i turneringen. Derfor er det vigtigt, at vi får et godt resultat. Vi skal skabe chancer og have respekt for vores modstander. Det er en kamp på et højt niveau' indledte han.

'Jeg er en træner der mener, at holdet skal ønske at gå efter at vinde, men man kan ikke kun tænke på at angribe. Vi ønsker at dominere kampen og gøre skade med spillet i dybden. Vi skal finde en balance mellem at angribe og forsvare' sagde han videre.

Han blev spurgt, om al uroen udenfor banen er forstyrrende for hans arbejde. 'Da jeg talte med Barca om at blive træner vidste jeg, at det ikke ville blive nogen let udfordring, både på grund af de ændringer vi ønskede og på grund af Covid. Det eneste jeg beder om er ro og tålmodighed, selvom jeg ved, at der ikke gives meget tid i fodbold' var svaret.

Det er tvivlsomt om Ronaldo er med, men det håber Koeman han er. 'Alle ønsker at se en flot kamp med de bedste spillere på på banen. Ronaldo er en stor spiller, men jeg ved ikke om han er i stand til at spille på grund af coronavirus. Jeg håber han er med, for jeg respekterer ham meget'.

Koeman blev bedt om en kommentar til sin kritik af VAR i El Clásico. 'Jeg fortryder ikke det jeg sagde forleden dag, men det er ude af mine hænder. Jeg ønsker ikke at tale mere om dette tema, for det vigtigste er kampen i morgen' afsluttede han.

.:FORSIDE:.