Klart signal fra Valverde - ligaen skal afgøres!

FCBARCELONA.DK - 20.04.19

© Getty Images

Der er ingen tvivl om, at Valverde går efter at afgøre ligaen så hurtigt som muligt. Det så man klart af den trup han udtog i går til kampen mod Real Sociedad, for det er præcis de samme 18 som var udtaget mod Manchester United.

Da Barca mødte Huesca i sidste weekend, blev hovedparten af stamspillerne sparet med henblik på kampen mod United. Nu er Barca i semifinalen i Champions League, hvor de møder Liverpool om blot 11 dage og det kunne måske få Valverde til at spare spillere på ny.

Det skete dog ikke, da han udtog truppen fredag aften efter træningen til hjemmekampen i aften mod Real Sociedad. Her var samtlige stamspillere med og der var tale om 100% gentagelse af truppen mod United.

Dermed viser Valverde klart, at ligaen lige nu er det vigtigste. Der venter tre ligakampe på en uge og vinder Barca dem alle, er ligaen afgjort. Valverde vil helt sikkert gerne have en så hurtig afgørelse som muligt, så holdet derfra kan sætte fuld fokus på de to semifinaler mod Liverpool.

Alligevel kan det ikke afvises, at Valverde vælger at lave lidt om på holdet til aftenens kamp, eller måske skifter spillere ud efter en time, som måske ikke plejer at blive taget ud, som f.eks. Messi.

Målet er at vinde de tre næste kampe, men uden at nogle af spillerne lider unødig overlast.

.:FORSIDE:.