Martin Braithwaite får nummer 19 i Barca

Rune Stentoft Arlbjørn - 19.02.20

Martin Braithwaite nærmer sig med hastige skridt et sensationelt skifte til storklubben FC Barcelona. Nu bekræfter en troværdig kilde overfor fcbarcelona.dk, at den danske landsholdsangriber får trøje nummer 19.

Det er efterhånden et spørgsmål om meget kort tid før, at Barca igen får en dansker i Barca-trøjen. Det sker når catalanerne inden længe vil offentliggøre købet af den danske angriber, Martin Braithwaite.

Nu kan vi så afsløre, at Braithwaite kommer til at spille i trøje nummer 19. Det bekræfter en kilde tæt på danskeren overfor fcbarcelona.dk. Kilden meddeler også, at købet af den danske landsholdspiller vil blive offentliggjort torsdag og at man indtil videre forventer, at det vil ske klokken 18.00. Tiden kan dog blive rykket.

Trøje nummer 19 blev senest båret af Carles Aleñá, som i vinterens transfervindue blev lejet ud til Real Betis. Tidligere har også selveste Lionel Messi spillet i nummer 19, inden han i 2008 skiftede til trøje nummer 10.

.:FORSIDE:.