fbpx
Annonce

Kampen i aften vil vise hvor langt Xavi er kommet

FCBARCELONA.DK - 13.09.22

// Xavi // Bayern München

I aften skal Xavi og hans spillere på en særdeles svær opgave ude mod Bayern München. Kampen er ikke afgørende for Barcas fortsatte liv i Champions League, men den vil vise hvor langt Xavi er nået med sit projekt.

Det er meget få hold der får noget med hjem fra Allianz Arena og det er da også en kendsgerning, at Barca aldrig har vundet en fodboldkamp på tyskernes hjemmebane. Derfor vil det ikke være nogen skam eller katastrofe for Barca, at tabe i aften.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca og Bayern har mødtes nogle gange på det seneste i den fornemmeste turnering af alle. I 2020 mødtes de i kvartfinalen, der på grund af coronapausen blev afgjort i en enkelt kamp på neutral bane. Det opgør sluttede med de historiske cifre 8-2 i tysk favør.

I sidste sæson var de også i gruppe sammen og her vandt Bayern med 3-0, både på Allianz Arena og Camp Nou. I disse kampe havde man fornemmelsen af, at tyskerne forbarmede sig lidt overfor de chanceløse catalanere.

Barca higer derfor efter revanche i aften og håbet er en historisk sejr. Det vigtigste vil dog være, at Barca viser kvalitet og kan byde på bedre modstand end ved de seneste møder. Spiller Barca en god kamp, vil man kunne leve med et knebent nederlag.

Kampen er en god anledning for Xavi til at se, hvor langt han er nået med sit projekt. Et klart nederlag og en skidt indsats vil skabe tvivl om projektet og vise, at der er lang vej endnu. Modsat vil en god indsats og måske endda ét eller tre point vil for alvor vise, at han er på rette vej.

Uanset resultatet i aften, er kampen ikke afgørende for udfaldet af gruppespillet. Der resterer stadig fire runder hvor alt kan ske, men i aften er en vigtig test for Xavi og hans spillere.

Kampen spilles kl. 21.00 og den kan ses på TV3+.

.:FORSIDE:.