Jordi Alba har brug for en vikar

FCBARCELONA.DK - 26.05.19

© Getty Images

Jordi Alba har haft nok sin bedste sæson i karrieren, hvis man lige ser bort fra de to sidste uger. Her har trætheden tydeligt sat sine spor og det har betydet fejl som man ellers ikke ser fra hans side og som er blevet dyre.

Det er ikke mange uger siden at Alba udtalte, at det ikke kunne gå meget bedre for ham rent personligt. Det mener han helt sikkert ikke længere, for skuffelserne mod Liverpool i Champions League og nederlaget i pokalfinalen, er ikke kampe han vil huske tilbage på med glæde.

Alba har ellers haft en glimrende sæson, hvor især samspillet med Messi har givet mange mål. Catalaneren har spillet næsten alle kampe fordi der ikke er en naturlig afløser i truppen. Det er derfor ikke blevet til mange pauser og det har sat sine spor her i slutningen af sæsonen.

Mod Liverpool på Anfield var Alba involveret i to af de engelske mål. Det skete på fejl man normalt ikke ser fra hans side. Mod Valencia blev de manglende kræfter udstillet i en løbedduel med Soler, hvor den ellers lynhurtige Alba slet ikke kunne følge med. Det gav Valencia en 2-0 føring.

Der er derfor ikke andre konklusioner end at Jordi Alba er blevet overbelastet af træner Ernesto Valverde, der ikke har haft seriøse alternativer til positionen som venstre back. B-holdets Mirando slog ikke til og derefter er Vermaelen, Sergi Roberto og Semedo blevet testet på pladsen, men uden at overbevise.

Derfor er det oplagt, at Barcas sportschef Eric Abidal må på jagt efter en pålidelig vikar der kan give Alba de pauser enhver spiller har brug for i en lang og krævende sæson.

.:FORSIDE:.