fbpx
Annonce

Joan Laporta: 'Frenkie de Jong er ikke til salg'

Simon Arun Vrábel - 07.07.22

// Frenkie de Jong // Joan Laporta

Under præsentationen af Franck Kessié blev klubpræsident Joan Laporta spurgt ind til Frenkie de Jong, som der har været en del postyr omkring på det seneste. Her slog Laporta fast, at hollænderen ikke er til salg.

I forlængelse af præsentationen af Franck Kessié brugte pressen muligheden til at spørge Joan Laporta ind til flere forskellige aktuelle emner og blandt disse var situationen omkring Frenkie de Jong. Hollænderen har været genstand for mange rygter på det seneste, hvor et ufrivilligt skifte til engelske Manchester United har været på tale. Her slog Laporta for første gang helt fast, at Frenkie de Jong ikke er til salg.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


'Frenkie de Jong er Barca-spiller og han er ikke til salg med mindre, at vi absolut bliver nødt til at sælge ham eller vi ønsker at skille os af med ham. Vi ved, at han har tilbud fra andre klubber og hvis vi overvejede det eller var interesseret i at skille os af med ham ville vi overveje dem, men vi ønsker ikke at sælge ham'.

Det er første gang, at Laporta kommer med så direkte en udtalelse om hollænderens fremtid, for både Laporta og Xavi har ellers holdt døren på klem de seneste mange gange pressen har spurgt ind til emnet. Ifølge catalanske og engelske medier har den sportslige ledelse da også arbejdet på flere forskellige løsninger, som har indebåret, at Frenkie de Jong ville være fortid på Camp Nou fra næste sæson, men planerne har ikke båret frugt og det er konsekvensen af dét, som gør, at Laporta nu melder klart ud at man ønsker at beholde den unge hollænder.

Den mest pålidelige teori har været, at man har ønsket at sælge De Jong for at kunne hente Manchester Citys Bernardo Silva. Portugiseren selv vil gerne til Barca, men City-træner, Pep Guardiola er ikke interesseret i at bytte De Jong for Silva. Samtidig er Silvas prisskilt på 85 millioner euro langt højere end hvad Manchester United eller nogen anden klub vil betale for Frenkie de Jong og angiveligt derfor har man opgivet operationen og valgt at beholde Frenkie de Jong.

.:FORSIDE:.