Joan García nærmer sig sit comeback efter sin skade og har i mellemtiden medvirket i et interview med den catalanske radiokanal RAC1, hvor han fortæller om sin nye tilværelse i Barca samt sit kontroversielle skifte fra Espanyol.
Den 24-årige målmand fra Sallent forventes at få sit længe ventede comeback den 22. november, når catalanerne tager imod baskerne fra Bilbao. I begyndelsen af 2026 venter så et særligt opgør for ham, nemlig derbyet mod hans tidligere klub, Espanyol, på RCDE Stadion.
Artiklen fortsætter under annoncen
Under et interview i RAC1-programmet 'Tu Diràs' fortalte Joan Garcia åbent om sit forhold til Espanyol, overgangen til Barca og de følelser, der stadig følger med.
'Alt det, jeg gjorde, som at kysse klubbens logo, gjorde jeg, fordi jeg virkelig følte det. Jeg har tilbragt mange år i Espanyol, med lidt af hvert, både gode og svære tider. Det sidste år var hårdt, vi reddede os først fra nedrykning på sidste spilledag. Man får et særligt bånd til sådan en klub' forklarede han, men understregede også, at karrieren måtte videre.
'Den kærlighed, jeg har til Espanyol, udelukker ikke, at jeg skulle tage et skridt frem og gøre det bedste for mig selv. Det var et svært valg, men nødvendigt' sagde Barca-keeperen, som ser frem til det catalanske derby den første weekend i januar.
'Jeg glæder mig til at vende tilbage til RCDE Stadion som Barca-spiller. Det bliver specielt, men jeg tager det som enhver anden kamp. Jeg vil gøre mit bedste og forsøge at vinde' lød det. Han bekræftede også rygterne om, at han ikke fortalte sine tidligere kollegaer om sit skifte til lokalrivalerne.
'Jeg sagde det ikke, fordi jeg ikke vidste det med sikkerhed. Jeg vidste, der var interesse, men beslutningen blev først taget efter sæsonen. Sportsligt og karrieremæssigt var jeg ikke i tvivl, men følelsesmæssigt var det svært, så jeg valgte at være stille og lade tingene gå sin gang' udtalte han.
Joan García bekræftede også, at der er optimisme omkring hans tilbagevenden til Athletic-kampen, som samtidig kan blive hans første på det nye Spotify Camp Nou. Et stadion, der for nylig fik besøg af en særlig gæst, nemlig Messi.
'Jeg kæmper for at kunne spille på det nye Spotify Camp Nou mod Bilbao. Det er historisk for alle, at klubben vender hjem. Ingen forventede Messis besøg - det kom bag på os alle. Vi talte om det i omklædningsrummet. Selvfølgelig håber jeg, at han vender tilbage en dag. Det ville være en drøm at spille sammen med ham, men jeg ved ikke, hvor realistisk det er' sagde Joan García med et glimt i øjet.
Efterfølgende kommenterede han på dynamikken i målmandstruppen, som har været under en større rekonstruktion siden sidste sæson. Her kunne García dog understrege, at der er god stemning mellem alle parter.
'Tek (Szczesny, red.)) er en fantastisk fyr - altid i godt humør. Vi griner meget, og vi lærer ham endda nogle catalanske ord. Han har fået noget kritik for de seneste kampe, men medierne dømmer ham hårdt. Fejlene er hele holdets ansvar. Vi tager store risici i spillet bagfra, og det kan koste mål. Det ved Hansi også. Han har sagt til mig, at det er en del af stilen. Forholdet med Ter Stegen er også godt. Det er helt normalt, som med enhver anden holdkammerat. Det var aldrig akavet mellem os' afsluttede den catalanske keeper.
© Getty Images// Joan Garcia