fbpx

Iñigo om exit: 'Hansi Flick var i chok'

FCBARCELONA.DK - 02.09.25

 


Iñigo Martínez valgte til manges overraskelse at forlade Barca denne sommer til fordel for Al-Nassr i Saudi-Arabien. I et interview mandag satte forsvarsspilleren blandt andet ord på sit exit og på hvordan Hansi Flick reagerede.

Den baskiske forsvarsspiller var nemlig en af de absolut bærende kræfter i Barca-defensiven, hvor han agerede styrmand i en meget høj bagkæde, som gang på gang snød modstanderne med offside-fælden. Derfor var det et hårdt slag for alle i Barcelona, da Iñigo denne sommer valgte at forlade klubben.

Læs her hvad Iñigo Martínez sagde i sit interview med mediet Jijantes.

Hansi Flick:
'Jeg havde samtalen med Hansi ved en af nødudgangene i flyet. Vi talte om situationen, og han blev helt chokeret. Jeg fortalte ham, at jeg havde fået et tilbud, som jeg anså for umuligt at sige nej til'.

Artiklen fortsætter under annoncen


At forlade Barca:
'Det var ikke nemt - jeg måtte tage beslutningen meget hurtigt. Dengang satte jeg stor pris på, at klubben gjorde min afgang lettere, for det er langt fra alle klubber, der ville have gjort det'.

Motiverne:
'Sidste sæson var den bedste i min karriere, men jeg kunne se, at det ville blive meget svært at blive endnu en sæson og præstere på højeste niveau'.

De unge spillere:
'Deres vindermentalitet, sult og begejstring er utrolig - den havde jeg ikke selv i den alder. I starten spillede jeg bare fodbold, men de her unge spillere kommer med en brændende vilje til at blive de bedste - det imponerede mig virkelig'.

Fermín:
'Fermín betyder meget for omklædningsrummet, og hver gang han spiller, bidrager han med noget. Han er stille, men altid smilende - meget ærlig og værdifuld for holdet. Jeg var aldrig i tvivl om, at han ikke ville forlade Barca. Til afskeden sagde jeg til ham, at han bare skulle fortsætte som hidtil, for han bliver meget vigtig'.

Champions League-semifinalen mod Inter:
'Den semifinale var et hårdt slag. Uretfærdigt, at vi røg ud - vi fortjente at stå i finalen. Det bliver svært at få en ny chance, men forhåbentlig bliver det i år. Hvis den kommer, vil jeg støtte holdet på stadion'.

Lamine Yamal:
'Jeg har spillet med mange dygtige spillere, men han er helt speciel - også uden for banen. Den eneste måde at stoppe ham på er at tage ham helt ud af kampen, men han er snu. Det bedste ved ham er, at han er fuldstændig ligeglad med alt udenom'.

Real Madrid:
'I sidste sæson havde Real Madrid kun respekt for os. Det kunne mærkes på banen, man fornemmede det. Når vi først satte tempo, kunne man se på deres ansigter, at de ikke kunne følge med. Det var vores følelse - og derfor vandt vi'.

// Iñigo Martínez
.:FORSIDE:.